Kræftkontrol: - Jeg er altid utrolig nervøs

Selvom Karina Frimodt kom ud med gode nyheder, kan hun ikke slippe nervøsiteten

Som tidligere kræftpatient har man følelserne uden på tøjet, når man skal ind til tjek på hospitalet. Det kan 'Vild med dans'-deltageren Karina Frimodt genkende.

I 2015, da Karina Frimodt havde John Faxe som partner i 'Vild med dans', opdagede hun en knude i sit bryst.

- Jeg blev opereret første gang i december 2015 og anden gang i januar 2016, fortæller Karina Frimodt til Ekstra Bladet.

Den nu 41-årige danser endte med at blive radikalt opereret og samtidig få genskabt sit bryst. Derved slap hun for stråler, men det var noget af en voldsom omgang for den professionelle danser.

Se også: Undskylder og trækker sig fra rolle som transkønnet

- Knuderne, som blev fjernet under min anden operation, kunne man ikke se på skanningerne. De blev kun opdaget, fordi man tog en prøve af vævet i mit bryst, forklarer hun.

Derfor sidder både nerver og følelserne uden på tøjet, når Karina Frimodt taget ind til Rigshospitalet til sit årlige tjek.

- Det er jo ubehageligt og skræmmende hver gang. Jeg har jo netop før haft nogle knuder, som jeg ikke selv kunne mærke.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Som Karina Frimodt beskriver det, så føles det som 30 kilo, der bliver fjernet fra hendes skuldre, når hun går ud fra hospitalet med gode nyheder. Foto: Mogens Flindt
Som Karina Frimodt beskriver det, så føles det som 30 kilo, der bliver fjernet fra hendes skuldre, når hun går ud fra hospitalet med gode nyheder. Foto: Mogens Flindt

- Jeg skal til tjek en gang om året. Og det er nok for evigt, at jeg skal det. Det er altid lige nervepirrende. Selvfølgelig på dagen, men også dagene op til. Jeg får det simpelthen så dårligt, at jeg føler, at jeg skal kaste op.

Selvom man altid håber på det bedste, sidder nervøsiteten i en lige meget hvad, forklarer hun.

- Men ved jo, at man skal derind, men man ved jo ikke, hvilken besked man får med sig på vej ud. Så jeg har det faktisk fysisk dårligt inden, og især når jeg sidder i venteværelset.

Se også: Johnny Depp kaldt hustrumishandler: Nu går det løs i retten

Selvom Karina Frimodt er meldt rask, er det både fysisk og psykisk hårdt at skulle til tjek på hospitalet.

- Jeg kan bedst lide at tage derhen alene. Men selvfølgelig sidder mine nærmeste klar ved telefonen. Jeg har jo netop oplevet at få en grim besked før.

På trods af at det påvirker hende både før og efter, er det for det bedste.

- Jeg er jo egentlig glad for at få lov til at få besked en gang om året. Det er forfærdeligt, men det er bedre end at gå rundt og tro, at alting er okay.

Se også: Søs Egelind: Jeg skammer mig ikke

- Selvom det er svært i dagene op til, og det så tager til i løbet af dagen, er det jo en lige så stor lettelse, når det så er overstået.

- Det føles efterfølgende, som om 30 kilo bliver fjernet fra ens skuldre.

Det er helt bestemt en anden nervøsitet, end når jeg står og skal på scenen fredag aften i 'Vild med dans', fortæller hun.

Selvom det er hårdt, tager hun det årlige tjek i stiv arm.

- Der er jo mange andre, som også kender følelsen. Både nervøsiteten inden og lettelsen efter, afslutter hun.