Kræftramte Hans Pilgaard: 'Det har været en hård rejse'

'Hvem vil være millionær'-værten takker for opbakningen på Facebook efter chok-beskeden om tarmkræft lørdag aften

Hans Pilgaard takker for de mange dybfølte hilsner på Facebook. (Foto: All Over Press)
Hans Pilgaard takker for de mange dybfølte hilsner på Facebook. (Foto: All Over Press)

TV-værten Hans Pilgaard chokerede alt og alle, da han lørdag aften i et indslag i 'Knæk Cancer Live 2015' fortalte, at han tidligere på året fik konstateret tarmkræft.

Siden chok-beskeden har det ikke været muligt at komme i kontakt med den kræftramte 'Hvem vil være millionær'-vært, men nu har han i stedet sat sig ved tasterne og skrevet en rørende takke-besked til alle de folk, der har skrevet og givet udtryk for deres medfølelse.

Se også: Hans Pilgaard: Jeg har kræft

- Jeg er så rørt og bevæget over den veritable 'love-storm' der har ramt min kæreste og mig de seneste døgn, skriver han på Facebook og fortsætter:

- Den massive opbakning og medfølelse gør et dybt indtryk på mig - på os.

I Knæk Cancer-showet fortalte han åbent om den hårde tid, han har været igennem, og heldigvis kunne han fortælle, at kræften ikke har spredt sig, og han derfor søndag kunne tage sin sidste pille i behandlingen.

- Det har været en hård rejse og en lang 'tur', men jeg har været heldig og privilegeret. Jeg har været omringet og beskyttet af kæresten, familie og nære venner. Og kompetente læger og kærlige sygeplejersker har været der for mig!, skriver Hans Pilgaard i opslaget.

- Jeg føler mig særdeles okay - ikke fordi jeg er stærk - men fordi det er en del af livet, fortsætter han.

Se også: Kræftekspert om Pilgaard: Han har været heldig

TV-værten er lige kommet hjem fra Frankrig, hvor han har været på optagelser for TV2 Fri i selskab med Jørgen Leth. Nu vil han dog gå 'offline' og i stedet nyde livet med sin kæreste:

- Og når vi drikker et glas champagne i aften, vil jeg kigge op mod månen og i det fjerne høre tonerne af en gammel Bruce-klassiker der ramte mig i maven dengang som nu hvor den stadig gi'r mig glædestårer i øjnene, skriver han rørende.

Se også: Pilgaards kæreste raser: Pinligt og useriøst