'Låsby-Svendsen' er død

Jens Peter Svendsen - bedre kendt som 'Låsby-Svendsen' - er død i en alder af 90 år

'Låsby-Svendsen' blev 90 år. Foto: Anita Graversen
'Låsby-Svendsen' blev 90 år. Foto: Anita Graversen

3. juli 2020 sov den kendte krejler Jens Peter Svendsen, som de fleste danskere nok bedst kender som Låsby-Svendsen, stille ind. Det fremgår af en dødsannonce, der er underskrevet af familien.

Han blev 90 år.

Låsby-Svendsens søn Søren Svendsen bekræfter dødsfaldet over for Ekstra Bladet, men ønsker ikke at sige yderligere på nuværende tidspunkt.

Det vil derimod Karl Schmidt Christensen, der i mange år var nær ven med Låsby-Svendsen og blandt andet var med til at arrangere hans 90-års fødselsdag.

- Det er ufattelig trist. Der findes ingen andre som ham. Han var en meget god mand, siger Karl Schmidt Christensen, der i mange år var nær ven med Låsby-Svendsen og blandt andet var med til at arrangere hans 90-års fødselsdag.

- Det er et stort personligt tab for mig, for vi har haft rigtig mange gode stunder sammen og har krejlet meget sammen igennem årene. Han havde både venner og fjender, men for mig var han en god ven. Men der er ingen tvivl om, at han har gjort mange mennesker sure igennem tiden. 

'Låsby-Svendsen' var kendt af alle sine venner som en mand med mange fiduser. Foto: Anita Graversen
'Låsby-Svendsen' var kendt af alle sine venner som en mand med mange fiduser. Foto: Anita Graversen
 

Ifølge Karl Schmidt Christensen havde Låsby-Svendsen det skidt i sin sidste tid, efter han kom ud for et uheld i sit hjem, som han aldrig rigtig kom sig over.

- Han brækkede ryggen, og derefter kom han sig aldrig igen. Det er meget trist, siger han til Ekstra Bladet.

- Han er jo en af de sidste originaler, vi har tilbage her i Danmark. Han var Danmarks største krejler, og han havde altid en god historie at fortælle. Han omfavnede virkelig livet, og jeg er sikker på, at han krejler videre deroppe, siger han videre.

Låsby-Svendsen var godt kendt for sine markeder. Foto: René Schütze
Låsby-Svendsen var godt kendt for sine markeder. Foto: René Schütze

Faldt i hjemmet
På Facebook bekræfter Jens Peter Svendsens søn Peter Svendsen dødsfaldet.

'Idag er vores far, farfar og svigerfar blevet begravet. Efter er uheld i hjemmet for 3 mdr. Siden hvor han faldt og pådrog sig 2 brud på rygsøjlen skulle han i en alder af 90 år lære og gå igen, hvilket var hårdt for ham,' skriver hans søn Peter i opslaget på Facebook, hvor han har delt dødsannoncen.

I opslaget bliver det oplyst, at Låsby-Svendsen tilbragte sine sidste dage på Gødvad Plejecenter. Det var en hård tid for ham, fordi han længe ikke måtte få besøg på grund af coronavirussen.

Af samme grund var der ifølge flere nære venner, som Ekstra Bladet har talt med, restriktioner på antallet af mennesker til hans begravelse.

- Det er rigtig trist, for vi fik ikke sagt ordentligt farvel til ham. Det er sgu hårdt. Vi har haft med hinanden at gøre hver dag i lang tid, og det bliver mærkeligt at undvære ham. Så jeg ville meget gerne have sagt ordentligt farvel, siger en nær ven, der går under navnet 'Hestehandler Schmidt', til Ekstra Bladet.

En broget fortid

Jens Peter Svendsen skabte sig et navn som en vaskeægte krejler, og navnet 'Låsby-Svendsen' får formentlig en klokke at ringe hos de fleste danskere.

Igennem 70 år skabte han sig en stor karriere på at handle med alt mellem himmel og jord på landets markedspladser: Lige fra heste og 'ægte' tæpper til biler og sildeensilage.

Der hersker dog heller ingen tvivl om, at Jens Peter Svendsen ofte var i medierne med mindre heldige sager.

I 1968 gik krejleren konkurs første gang på grund af skattegæld, men det var ikke den eneste gang. I 2009 blev han igen erklæret konkurs, fordi han i de seks år forinden ikke havde afleveret selvangivelser eller betalt skat. Hans skattegæld lød dengang på 43 millioner kroner.

I 2003 blev han idømt ti dagbøder a 200 kroner for trusler mod stifteren af dyreværnsforening Hesteinternatet. Låsby-Svendsen hev straks efter domsafsigelsen tegnebogen op af baglommen og var klar til at betale de ti gange 200 kroner til dommeren, der dog afviste at tage imod pengene.

I 2014 blev han idømt fem måneders betinget fængsel for økonomisk kriminalitet Dengang lød sigtelserne på skattesvig og skyldnersvig for tilsammen 58 millioner kroner, men han blev kun dømt for 200.000 kroner.

Det er nok heller ikke gået manges næse forbi, at Låsby-Svendsen blev kendt for at udleje faldefærdige boliger til familier uden at nævne, at der manglede vand og varme.

I slutningen af 2019 fyldte Jens Peter Svendsen 90 år og blev her fejret i stor stil af venner og familie på Cafe Børsen i Viborg.

Det var en glad Jens Peter Svendsen, der fejrede sin 90-års fødselsdag på Cafe Børsen i Viborg. Foto: Christian Lykking
Det var en glad Jens Peter Svendsen, der fejrede sin 90-års fødselsdag på Cafe Børsen i Viborg. Foto: Christian Lykking
 

I sin sidste tid boede Jens Peter Svendsen i Viborg.

Han efterlader sig to sønner og en datter.