Læs præstens rørende ord til Guld-Harald her

Præst Johannes H. Christensen holdt i dag tale ved fodboldlegenden Harald Nielsens begravelse i Skovshoved Kirke. Læs de smukke ord her

Her bæres Haralds kiste ud

Familie og venner har i dag sagt farvel til et af dansk fodbolds allerstørste koryfæer, Harald Nielsen. Harald afgik ved døden 11. august efter længere tids sygdom, og han blev begravet mandag.

Under højtideligheden i kirken holdt præsten en rørende tale - læs hele talen her:

— — —

I vinduet hos glarmesteren på Ordrupvej står der i disse dage et fortografi, hvor Pelé og Harald Nielsen hilser på hinanden. Det ser ud som om, det er Pelé, der er mest stolt over håndtrykket. Og med god grund!

Det var altid en udmærkelse og en fornøjelse at hilse på Harald. Man blev mødt med det drengede smil, han havde bevaret fra sin ungdom, og med en venlighed, der altid var imødekommende. Han udstrålede varme og ro. Jeg tror, Harald var tilfreds med både sig selv og sit liv – uden af den grund at være stor på den.

Jeg ved, at han var dybt og inderligt taknemmelig – både for sin karriere som fodboldspiller i verdensklasse og succesrig forretningsmand og ikke mindst for sin familie, for Rudi, for de to børn, Henrik og Heidi og de fire børnebørn.

Men Harald kunne også være hård og barsk, hård i en fodboldkamp, hvis han blev forulempet, og barsk i forhandlinger, ikke mindst om kontrakter, hvor det i 1967 lykkedes ham at blive verdens højest betalte fodboldspiller med en overførselskontrakt på en halv million lire. I i Italien, der blev hans andet fædreland, fik han derefter tilnavnet Signor Mezzomilliardo.

I den forbindelse er det vigtigt at huske, at Harald var venedelbo, der bevarede vendelboernes karakteristiske udholdenhed og stædighed, som den kommer til udtryk i folkevisen om Det nørrejydske Bondeoprør” i 1438, hvor det hedder: ”Føest da rømmed de morsinger/ så de forrædere fra Thy/ tilbage stod de vendelboere,/ de ville ikke fly”. Harald Nielsen var en vendelbo, der aldrig ville fly.

Efter fodboldkarrierens afslutning opbygger han sammen med Rudi firmaet med import af lædervarer fra Italien og overtager med årene talrige agenturer og bestyrelsesposter. Jeg skal ikke opremse hele hans cv, I kender det sikkert alle, og det er så imponerende, at det kan gøre én forpustet. Henrik har givet mig en oversigt over sin fars aktiviteter. Den er på over fire tættrykte sider.

Tit bliver professionelle, både sportsfolk og erhvervsfolk ensomme, der kan være koldt på toppen. Men det er min fornemmelse, at Harald var både respekteret og afholdt hvor som helst, han kom – som fodboldspiller og forretningsmand. Jeg har aldig hørt nogen ytre et kritisk ord om ham, og jeg tror, at han kun havde to fjender: Det rigide og forstenede DBU, der hindrede ham i at spille mere end de fjorten landskampe, tror jeg det blev til, og derved skilte ham fra det publikum, der beundrede og elskede ham. Successen fandt han i Italien, men ikke uden problemer. Den anden og en værre fjende var den kræftsygdom, denne forbandede lystmorder, der nu har taget hans liv i en alt for tidlig alder.

Men også mod denne lumske og modbydelige fjende tog Harald beslutsomt kampen op og tabte, men tabte med værdighed. Han lignede sig selv til det sidste og bevarede sin drengede, varme udstråling, og han opretholdt den for ham så karakteristiske omsorg for sine nærmeste. Da jeg i 2013 skulle aftale den del af hans og Rudis guldbryllup, der fandt sted her i kirken, fortalte ham mig om sin sygdom. Jeg spurgte ham direkte, hvordan han havde reageret på dignanosen. ”Ja, jeg kunne jo ikke gøre andet end gå ud i haven og læne mig op ad et træ og græde, for det kunne jeg jo ikke byde Rudi”.

Sådan ytrede hans omsorg sig, og den gjaldt alle, ikke kun den nærmeste familie. Som Henrik sagde forleden: ”Han fik selv det spinkleste håb til at blomstre, og når han for alvor troede på noget, så skete det som regel”. Og Rudi føjede til: Han troede på sig selv og nærede så stræk en kærlighed i sit hjerte, at han var respektfuld og fair overfor alle. Havde nogen – ikk mindst i familien – behov for hjælp, så stod Harald parat. Karakteristisk er det, at han så sent som i 2013 engagerede sig i Eventyrteatret og skaffede 600.000 kr. i sponsorater, utrættelig som han var.

I mere end 50 år havde Harald en fast forankring i Rudi og hun i ham. Da de møstes, blev de et næsten ikonisk par, så populære og beundrede af alle, så pære danske som tænkeligt: Den unge, kække, glade frederikshavner-dreng med smilehullerne og den unge smukke, blonde, pigelige Rudi, så lys som rav. Begivenheden er ikke så meget, at de fandt sammen, det er der så mange, der gør, men at de holdt sammen, det er der langt færre, der gør. Berømt er jo også blevet deres første undseelige kysseri i forbindelse med en Far-til-fire-film. De var noget så generte, men de gjorde det, og det kys varede livet ud. I den forbindelse skal jeg citere Grundtvig; i et forlovelsesdigt til sin anden kone funderer han over, hvad det er der binder dem sammen og svarer:

”Det er, at vil vil være/ hinanden, som vi er,/ det er at vi kan bære hinanden, som vi er,/ det er at vore munde,/ vi våge eller blunde,/ dog mødes i et kys”. Være hinanden, som vi er, bære hinanden, som vi er, tidligt og silde mødes i et kys – det er – tror jeg – en del af den kærlighed, som bandt Rudi og Harald sammen.

Selv skal jeg aldrig glemme den kirkelige fejring af guldbrylluppet her i kirken  i marts 2013. Jeg tror ikke, jeg i mine 28 år som præst har haft så yndig, så smuk en brud som den dags guldbrud, og jeg tror aldrig, jeg har set så oprigtigt glad og forventningsfuld en brudgom som Harald. Årene var gået, ja, men de havde den dag samme aura af lykke, samhørighed og indbyrdes kærlighed som på de allertidligste billeder.

For så vidt var Harald Nielsen en lykkelig mand, og han vidste det; han var en rig mand, og han vidste det, rig på grund af Rudis kærlighed, rig i kraft at et enestående talent både på en fodboldbane og udenfor. Og derfor altid til rådighed med hjælp og bistand. For Harald havde tid, den tid, jeg læste om, tid til både det ene og det andet. Hver ting til sin tid og alle ting i rette tid, og han forstod at glæde sig og havde det godt og vidste, at også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid, er en Guds gave. Som Henrik sagde: Han elskede at arrangere den store middag med familien, men glemte ikke pølsemanden henne om hjørnet.

Jeg ved ikke noget om hans forhold til Gud, og det vedkommer ikke mig, men jeg ved, at han kunne sit Fadervor. Og han var vel en ganske almindelig folkekirkeligkristen, som danskere er flest. Folk tror på alt muligt. Nogle tror på nummerologi, andre på astrologi, præster tror på Jesu opstandelse, præster tror ikke på Jesu opstandelse. Og i grunden er det fuldstændig ligegyldigt, hvad man tror eller ikke tror på.

Det afgørende er ikke om vi tror, men om vi er er tro – trofaste. Der er så mange, der som Kaj Munk sagde, vender Guds navn som en skrå i munden, men ellers er ligeglade med ham. Og der er – heldigvis – mange, der uden ustandseligt at påberåbe sig Gud, er tro imod ham – ved troskab imod deres eget liv, dets muligheder, deres gaver og opgaver.

I gamle dage blev unge mennesker trolovet, de lovede hinanden tro, troskab, og troskab imod Gud betyder troskab imod din næste, imod din hverdag, dine børn, din ægtefælle, venner og kolleger, dine talenter. Troskab – det er som Kingo siger, at ”jeg i mit kald og stand/ min Gud og fader kan/ tilbørligt dyrke”. Kald og stand, plads og opgave i livet.

Hvad jeg her siger, er ikke noget, jeg har fundet på. Men det er selve nerven i kristen tro. Et sted i Matæus-evengeliet fortælles det, at engang skal Jesus Kristus sætte sig til doms over mennesker. Og da skal han sige til en stor mængde: ”Jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var trøstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal alle disse mennesker se forundret på hinanden og på Kristus og spørge: Hvornår så vi dig sulten og gav dig mad? Hvornår så vi dig tørste og gav dig at drikke? Hvornår så vi dig fremmed og  tog os af dig? Eller nøgen og gav dig klæder? Hvornår så vi dig syg og plejede dig eller i fængsel og besøgte dig? Da skal Jesus Kristus svare og sige til dem: Sandelig siger jeg jer, hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, det har I gjort imod mig!”

Sådan har Harald tjent sin Gud og sin næste. Med sin  kærlighed, sin virksomhed, sin fantasi, sin opmærksomhed har har betydet uendeligt meget for uendeligt mange på uendeligt mangfoldige måder. Derfor kan vi nu skilles fra ham i tillid til, at vor herres Jesu ord har lydt til ham i hans sidste stund, hvor han lå med sin elskedes hånd i sin: Du gode og tro tjener, gå ind til den herres glæde. Amen.

Skærm

Mest læste i flash!