Lai og Mie raser på Facebook: Sex-klip var til internt brug

Lai Yde og Mie Moltke raser på Facebook, efter Ekstra Bladet har skrevet om det sex-program, de går i luften med til foråret

Lai Yde og Mie Moltke er rasende på Ekstra Bladet på grund af artiklen om deres sexliv. (Foto: Mogens Flindt)
Lai Yde og Mie Moltke er rasende på Ekstra Bladet på grund af artiklen om deres sexliv. (Foto: Mogens Flindt)

Onsdag aften sendte Lai Yde en seriøs sviner af sted mod Ekstra Bladet fra sin Facebook-profil.

Det er artiklen, der tirsdag blev bragt på ekstrabladet.dk, om hans og Mie Moltkes kommende tv-program om sex og parforhold, der har fået skuespilleren til at gå til tasterne og hænge Ekstra Bladet ud.

I artiklen fortæller Mie Moltke blandt andet, at hun har haft sex med flere mænd, efter hun har lært Lai at kende end inden. Og det kommer også frem, at parret har prøvet mange forskellige former for sex.

Se også: Mie Moltke: Jeg har sex med andre end min mand

- De første tre år af vores forhold skulle jeg vise Mie min verden. Og det var ud over stepperne med swinger- og tantraworkshops og healing og energiworkshops og partnerbyt..., nej ikke partnerbytte - det har vi ikke lavet så meget, siger Lai Yde i artiklen.

Katastrofalt
Den ellers så frisindede skuespiller kaldte det tirsdag for ’katastrofalt for Mie’, at Ekstra Bladet har skrevet om deres sexliv. Og det selvom parret er ordret citeret i artiklen.

’Artiklen i Ekstra Bladet var katastrofal for Mie - Vi vidste at vi ville komme i problemer, da vi sagde ja til at være værter på et program om parforhold, kærlighed og sex, men at vi heller ikke ville opnå noget ved ’bare at putte’ os – så efter mange lange samtaler....

Problemet med Ekstra Bladets grove vinkel er at Mie er blevet fremstillet som en der er fuldstændig tilgængelig for alle mænd – og jeg AFSKYR det! Jeg hader at hun bliver overhældt med lumre tilbud. Hun har været så dybt dybt ulykkelig – og jeg står magtesløs! Jeg kan ikke andet end at holde om hende og kysse hende!’, skrev han i sin opdatering i aftes og sluttede af med en opfordring om at dele hans opdatering for at ’redde Mies ærbarhed’.

Det har knap 5000 Facebook-brugere indtil videre gjort.

Se også: Mie Moltke er blevet mor

Interne klip
Men ifølge både tv-stationen SBS Discovery, der skal vise det sexglade pars kommende program, og BLU, der er produktionsselskabet bag, er det ikke Ekstra Bladet, der har klokket i det og skrevet noget forket.

Det har SBS Discovery og BLU selv.

Et tv-klip, hvor Lai Yde og Mie Moltke fortæller om deres sexliv har siden mandag ligget tilgængeligt på SBS Discoverys pressesite til fri afbenyttelse for den danske presse. Og det er fra dette klip, at Ekstra Bladet har citeret parret.

Desværre var Lai Yde og Mie Moltke ikke blevet orienteret om, at tv-klippet skulle vises til andre. De var af den opfattelse, at det var til internt brug.

’Vi er utroligt kede af situationen og forstår godt Lai og Mies frustration. Det er imidlertid BLU, som har begået fejlen og ikke Ekstra Bladet, som blot har bragt en historie baseret på nogle teaserklip, som kun var beregnet til intern brug. Det var en fejl, at disse klip overhovedet blev lagt ud, og det beror på en redaktionel misforståelse på BLU’, skriver Anne Brostrøm Storgaard, der er direktør for BLU, i en mail til Ekstra Bladet.

Også SBS Discovery beklager fejlen.

’Vi beklager virkelig denne sag og er meget kede af situationen, som vi har sat Ekstra Bladet, Lai og Mie i. Artiklen er baseret på nogle klip som ikke er clearet med Lai og Mie, og det er meget beklageligt, at de er blevet bragt i denne uheldige kontekst. Det var en fejl af produktionsselskabet, at klippene blev lagt ud, og det beror på en redaktionel misforståelse og fejl på BLU, som producerer programmet. BLU har over os taget det fulde ansvar for fejlen', skriver informationschef Jesper Jürgensen i en mail til Ekstra Bladet.

SBS Discovery har efterfølgende valgt at fjerne det omtalte klip med Lai Yde og Mie Moltke fra deres pressesite, men Jesper Jürgensen bekræfter, at parret er citeret korrekt i Ekstra Bladets spalter.

Åben snak om sex
Alligevel er det avisen og ikke produktionsselskabet, som også Mie Moltke er ude efter på sin opdatering på Facebook.

Se også: Nu ringer bryllupsklokkerne for Lai og Mie

'Nogen har måske set Ekstra Bladet.... Ja vi vidste godt da vi sagde ja til programmet, at mediemaskinen ville starte, men hvor er det imponerende som ting kan klippes, vrides, sammensættes og fremstilles så langt fra det indhold det egentlig kommer fra! Hvis nogen er i tvivl, så er det selvfølgelig ikke min holdning og virkelighed', skriver hun blandt andet.

'Længe leve dybsindighed contra kække 'langt ude medie-sammenklip'. Jeg ønsker dybest inde at aftabuisere seksualitet, parforholdet og alle de udfordringer der ligger i det, så vi ærligt kan åbne for snakken, så vi kan inspirere og hjælpe hinanden', skriver Mie Moltke på Facebook.

Mest læste i flash!
Hent flere