Langkilde afslører vild familiehistorie

I en kommende bog fortæller Johannes Langkilde sin slægts meget eksotiske historie

Johannes Langkilde er i fuld gang med at researche sin families kulørte historie. Foto: Jonas Olufson
Johannes Langkilde er i fuld gang med at researche sin families kulørte historie. Foto: Jonas Olufson

Johannes Langkilde har kastet sig over et bogprojekt, der leder tankerne hen på et spændende afsnit af 'Sporløs'.

Den kendte tv-journalist har nemlig sat sig for at opspore og beskrive den del af Langkilde-slægten, der bor på den afsides-beliggende ø Samoa langt ude i Stillehavet, hvor hans fætter Fagafaga Daniel Langkilde er høvding.

- Jeg er gået i gang med at skrive en ny bog, som jeg tror bliver rigtig sjov. Nu skrev jeg jo en meget alvorlig bog sidste gang, men den her bliver mere personlig, siger Johannes Langkilde om sit bogprojekt til Ekstra Bladet.

Kan du løfte lidt af sløret for, hvad man kan forvente?

- Den kommer til at handle om en af mine forfædre, der under dramatiske omstændigheder udvandrede fra Danmark og endte med at gifte sig med en prinsesse på en sydhavsø. Det er en sand historie, og jeg skal faktisk ud og opsøge min familie, der stadigvæk bor på Samoa.

Det lyder lidt som et af de bedre afsnit af 'Sporløs'?

- Ja, det gør det jo faktisk. Det bliver mega-spændende, og den udkommer på Gyldendal, men der kommer nok til at gå halvandet år eller deromkring. Der er et stort research-arbejde, og jeg skal også rejse verden rundt for at finde de her mennesker - blandt andet min fætter, der er høvding på Samoa, siger Langkilde og tilføjer:

- Det er jo helt vildt at tænke på, at der render to hundrede Langkilder rundt på Samoa i bastskørt og med ildfakler.

Til Jes Dorph-Petersens 60-års fødselsdagsreception i fredags sprang Johannes Langkilde ud som habil hyggepianist. Foto: Mogens Flindt
Til Jes Dorph-Petersens 60-års fødselsdagsreception i fredags sprang Johannes Langkilde ud som habil hyggepianist. Foto: Mogens Flindt
 

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere