Linse til fyret 59-årig: Op på hesten

Linse Kessler har sin egen brevkasse i Ekstra Bladet - herunder kan du læse ét af hendes svar

Linse er besøgsven i det lokale ældrecenter sammen med hunden Cino. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
Linse er besøgsven i det lokale ældrecenter sammen med hunden Cino. (Foto: Claus Bjørn Larsen)

 

Hej Linse

Efter 15 år er jeg desværre blevet fyret fra mit skønne job. Jeg føler ikke, der er brug for mig mere – at jeg med mine 59 år ikke er god nok mere. Lige om lidt er det bag i køen blandt alle de andre arbejdsløse. Måden, jeg blev fyret på, var heller ikke særlig sjov. Ny leder havde en anden, som hun syntes skulle have min stilling. Jeg har ingen egentlig uddannelse, men har en masse erfaring fra et langt arbejdsliv.

Alligevel har jeg en angst eller uro over, at jeg måske ikke får noget nyt job, fordi min alder er mig imod. Mit spørgsmål til dig er: Hvordan finder jeg styrken, troen og modet til at komme i gang igen?

Venlig hilsen Den grå

Kære dig

Hvor er det synd for dig. (græde-smiley) Jeg har talt med andre i din situation, og følelsen af overflødighed og angst er meget almindelig. For hvad fanden skal der ske? Men der er jo brug for dig! Der er med garanti nogen i din familie – børn, børnebørn, mand, søster, bror – der har brug for dig.

Jeg ved godt, det er svært, når du ikke har en uddannelse. Men du er altså kun 59. Jeg tror, du finder styrken og troen og modet ved at sætte dig ned og tænke grundigt over, hvad du er rigtig god til, og hvad du synes ville være sjovt at lave. Og så er det op på hesten og søge nogle jobs. Lav nogle super-gode personlige ansøgninger, så du skiller dig ud fra de knastørre, røvsyge og ensartede ansøgninger. Du viser mig jo med dit brev, at du sagtens kan skrive personligt.

Og indtil du finder et nyt job, skal du holde dig i gang. Du må ikke gå i stå. Du kan f.eks. blive besøgsven på dit lokale ældrecenter. Det er jeg selv – uofficielt. Cino og jeg besøger tit de gamle eller går tur med dem. Det er meget givende, og du vil tydeligt mærke, at der er så meget brug for dig. Ellers kan du tage med mig til hundedemo – det er både hyggeligt og socialt. (smiley)

Hilsen Linse

Har du også et spørgsmål til Linse Kessler? Skriv til hende på linse@eb.dk

Husk også, at du kan se Linse i nye afsnit af 'Familien fra Bryggen' torsdage klokken 20 på TV3.