Lisbeth Zornig konkurs

- Jeg er både ufattelig ked af det, skamfuld, vred og fandens ærgerlig, indrømmer den kendte forfatter

Lisbeth Zornig er gået konkurs
Lisbeth Zornig er gået konkurs

Lisbeth Zornig er gået konkurs.

Det oplyser den kendte forfatter og aktivist selv på sin Facebook-side.

Hun skylder 1,3 millioner kroner til det offentlige primært for skat, og både hendes firma, Huset Zornig, og hun selv er derfor erklæret konkurs, skriver 51-årige Zornig, der især blev kendt i offentligheden gennem DR-programmet 'Min barndom i helvede'.

Se også: Lisbeth Zornig ramt af ny sorg

Siden udgav hun selvbiografien 'Zornig - vrede er mit mellemnavn' om sin barndom præget af svigt. Huset Zornig har til formål at hjælpe udsatte mennesker.

Zornig har foreslået en afdragsordning til Gældsstyrelsen, men den er ifølge forfatteren blevet afvist.

'Den seneste tid har været fuldstændig hæslig, og jeg er både ufattelig ked af det, skamfuld, vred og fandens ærgerlig. Det er, hvad jeg har at sige om det lige nu, resten tager jeg med Gældsstyrelsen', lyder det.

Hun indrømmer, at konkursen ikke kommer som en stor overraskelse.

'Det gik galt allerede efter daværende socialminister Anette Vilhelmsen i 2013 tildelte demokratikampagnen Stemmer på kanten en millionstøtte på urigtige vilkår. Sagen skabte en voldsom kritisk mediestorm, også om min person og mit virke, selv om jeg ikke havde begået fejl. Rigtigt mange døre lukkede i efter det. Det slog bunden ud af min økonomi.'

Vil betale gæld
Da Huset Zornig er en enkeltmandsvirksomhed, hæfter Lisbeth Zornig personligt for gælden. Hun lover dog, at hun nok skal betale sin gæld og i øvrigt fortsætte kampen for socialt udsatte.

Huset Zornig blev grundlagt i 2012, efter Lisbeth Zornig stoppede som formand for Børnerådet. Daværende socialminister Karen Hækkerup (S) gav hende en konsulentopgave om at hjælpe socialt udsatte familier, der flytter fra kommune til kommune. Det blev begyndelsen på Huset Zornig.

Lisbeth Zornig har i mange år været én af mest profilerede meningsdannere på det sociale område. Hun har flere gange været på Politikens liste over de 50 mest indflydelsesrige meningsdannere i Danmark.

Se også: Zornigs børn får gaver for 40.000 kroner: - Jeg er nok ikke et godt forbillede

Skærm

Mest læste i flash!