Lohmann: Man skal kunne sit skidt, når Benny er i byen

Det gav lidt ekstra spænding ved prøverne på Østre Gasværk, da selveste Benny Andersson  kiggede forbi

Jesper Asholt og Jesper Lohmann spiller med i forestillingen, som Bonderøven fra DR har lavet scenografien til. (Foto: Jakob Jørgensen)
Jesper Asholt og Jesper Lohmann spiller med i forestillingen, som Bonderøven fra DR har lavet scenografien til. (Foto: Jakob Jørgensen)

Selvom det er tidligt i prøverne, blev der onsdag spillet igennem på Østre Gasværk, der om knapt en måned har premiere på musicalen ’Hjælp søges’.

Manden bag musikken til forestillingen – selveste Benny Andersson – lagde nemlig vejen forbi for at se, om alt kører som det skal.

Jesper Asholt og Jesper Lohmann spiller i musicalen to brødre, der sidder fast i udkants-Danmark på deres fædrene gård. Og selvom stemningen på scenen var forholdsvis afslappet som de stod der i deres gummistøvler og termojakker, kunne Lohmann godt mærke, at spændingen steg noget, da ABBA-ikonet ankom.

Der er danske stjerneskuespillere og så er der superstjerner fra Sverige. (Foto: Jakob Jørgensen)
Der er danske stjerneskuespillere og så er der superstjerner fra Sverige. (Foto: Jakob Jørgensen)
 

- Kan sådan en danske stjerne som dig blive en lille smule starstruck, når der kommer en svensk verdensstjerne til byen?

- Ja, det er da sådan lidt specielt. Og selvfølgelig ikke mindst fordi det er noget fuldstændig fantastisk musik, han har skrevet, Benny, sagde Jesper Lohmann.

- Gør man sig så lige lidt mere umage?

- Det er klart, at når han indfinder sig, så gælder det bare om, at have sit skidt i orden, sagde Jesper Lohmann med et skævt smil.

Se også: Benny Andersson: På inspektion af sange og en kæmpe ko

Den danske skuespiller har aldrig tidligere mødt ABBA-stjernen, så onsdag var ikke en helt almindelig dag på kontoret.

- Det er lidt som at få besøg af Paul McCartney, sagde Jesper Lohmann der har stor respekt for, at Benny Andersson vil se, hvordan hans musik forvaltes på dansk grund.

- Det er hans hjertebarn og det ser ud til at trives med det og med at være her. Da forestillingen spillede i Stockholm, var han næsten med til prøverne hver dag, fortalte skuespillerne, der glæder sig til at skulle spille ’Hjælp søges’.

Kæmpekoen Ronja er med i forestillingen sammen med 16 andre dyr. (Foto: Jakob Jørgensen)
Kæmpekoen Ronja er med i forestillingen sammen med 16 andre dyr. (Foto: Jakob Jørgensen)
 

- Der er så mange ingredienser i denne her forestilling, at jeg næsten ikke kan forstille mig, hvad mere man kan finde på. Der er ABBA-musik, dresserede dyr og en helt fantastisk historie om udkants-Danmark, sagde Jesper Lohmann, der ud over Jesper Asholt får selskab af Sara Viktoria, Suzanne Berdino og 17 dyr på scenen.

’Hjælp søges’ har premiere den 12. april.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere