'Luksusfælden'-deltager om veninde: Hun dolkede mig i ryggen

I tirsdagens afsnit af 'Luksusfælden' mødte vi venindeparret Mille og Louise. I dag er de ikke på talefod

Mille afvikler i dag på sin gæld på 289.000 kroner. Hvis alt går godt, er hun gældfri om godt fem år. Foto: TV3
Mille afvikler i dag på sin gæld på 289.000 kroner. Hvis alt går godt, er hun gældfri om godt fem år. Foto: TV3

Hendes vaner skulle laves godt og grundigt om, hvis den 26-årige alenemor Mille, som er aftenens deltager i 'Luksusfælden', skulle gøre sig forhåbninger om at blive gældfri indenfor en overskuelig fremtid. 

Hver måned brugte hun for mere en 14.000 kroner, som hun ikke havde, og det var alarmerende, mente programmets eksperter.

Blandt andet drak hun fem Red Bulls om dagen og brugte mere end 8000 kroner om måneden på tøj, sko, møbler og legetøj til hendes otte måneder gamle datter, Hollie.

I alt svarede hendes forbrug af energidrikke til en udgift på 23.000 kroner om året. 

Hvis hun fortsatte, ville det ikke blot være en katastrofe for hendes økonomi, men også have fatale konsekvenser for hendes helbred.

For at finansiere hendes høje forbrug, havde Mille taget 25 kviklån, som efterlod hende med en gæld på 289.000 kroner.

Se også: 'Luksusfælden': Drak 150 Red Bulls om måneden

Var en mavepuster
Mille tog eksperternes råd til sig, og i programmet kunne man se hende hælde sine Red Bulls ud i vasken.

I dag, tre måneder efter programmet blev optaget, er hun stadig 'clean'. End ikke en tår, har den 26-årige mor fra Allerød ladet sig friste af.

- Det var sindssygt hårdt at lægge Red Bullen på hylden. Det var jo en afhængighed. Men jeg kan godt styre det i dag, siger Mille til Ekstra Bladet.

Også hendes voldsomme overforbrug af materielle ting er i dag et overstået kapitel.

- Det var noget af en øjenåbner. Som man også kan se i programmet, er jeg meget ked af det. Det var en hård nyser og en mavepuster. Jeg forstod, at hvis jeg skulle kunne leve et godt liv i fremtiden, måtte jeg lave nogle ting om med det samme, og det har jeg gjort.

- Jeg har ikke købt en eneste ting. Det er mega hårdt og svært. Jeg skal jo blot gå ned i Netto, så bugner det med fristelser, såsom søde nips-ting til boligen og den slags. Men jeg holder ved, lyder det fra Mille.

De fem eksperter fra 'Luksusfælden' har gennem snart mange år rådgivet danskere, der er kommet i økonomisk uføre. Pr-foto: Nordic Entertainment Group/TV3 Kendte Har du også rod i økonomien? Her er eksperternes bedste råd

Brudt med veninde
Selvom Mille generelt er glad for hendes medvirken og de fremskridt, hun har taget siden programmet, er der ingen roser uden torne.

I programmet fremstår det, som om at Mille nasser på sin veninde Louise ved at låne penge og invitere sig selv på middage hos hende for at spare penge

Men det billede er helt forkert, mener Mille.

- Hvordan har du og Louise det i dag?

- Vi taler ikke sammen længere. Louise kunne ikke forstå, at jeg ikke længere måtte købe alle mulige ting, og at det derfor var svært for mig at se hende bruge penge hele tiden. Hendes eneste kommentar til det var bare: 'Det er ikke mig, der har været med i 'Luksusfælden', forklarer Mille til Ekstra Bladet.

Hun peger også på et andet problem, som har været medvirkende til det forliste venskab.

- Jeg har altid været god til at sige fra, men det gjorde jeg ikke i programmet. Der får Louise det til at fremstå, som om jeg har udnyttet hende og hendes familie, og det er langt fra virkeligheden. Hun fremstår, som en der har styr på det hele, og at jeg er den uansvarlige. Jeg føler hun har dolket mig i ryggen, og det kan pisse mig rigtig meget af.

- Selvom det er ærgerligt, så påvirker det mig ikke. Jeg er ikke ked af det eller savner hende. Den opførsel, som hun har haft, er ikke sådan, man er som rigtig bedste veninde.

Artiklen fortsætter under billedet ...

På billedet ses Louise til venstre og Mille til højre. De er ikke længere venner. Foto: TV3
På billedet ses Louise til venstre og Mille til højre. De er ikke længere venner. Foto: TV3

Slipper for bekymringer
Ekstra Bladet har været i kontakt med Louise, som ikke deler Milles syn på situationen.

- Jeg kan ikke sige så meget andet end, at hun kender ikke min økonomi, men det er nemt nok at skyde skylden på andre. Jeg fik bare besked på, at jeg ikke havde støttet hende, fordi jeg brugte penge, mens hun ikke kunne. Men jeg er altså mor til tre, jeg bliver nødt til at leve mit liv. Det er ikke min skyld, at hun er havnet, hvor hun er, lyder det fra hende.

Selvom hun er ærgerlig over udviklingen, er hun også en smule lettet.

- Vi havde det skidegodt sammen, så på den måde savner jeg da vores venskab, men jeg slipper for en mase bekymringer. Det har tæret meget på vores familie. Hvad vi ikke har brugt af ressourcer på hende.. Så er det lidt skuffende, at hun opfører sig sådan, afslutter hun.

Skærm

Mest læste i flash!