'Luksusfælden'-eksperter dropper deltager: - Gør du grin med os?

Selvom 25-årige Jacob har en kæmpe gæld, er han for doven til at få sig et arbejde. Eksperterne sagde stop

I mødet med 25-årige Jacob fra Vejle fik 'Luksusfælden's eksperter nok. Foto: TV3
I mødet med 25-årige Jacob fra Vejle fik 'Luksusfælden's eksperter nok. Foto: TV3

Da 'Luksusfældens'-eksperter besøgte 25 årige Jacob fra Vejle, var det tydeligt, at noget var helt galt.

Jacob boede stadig hjemme hos sine forældre, havde intet arbejde eller uddannelse, men brugte i stedet al sin tid på at spille computerspil.

Hans forbrug var så højt, at han hver måned fik knap 12 tusinde kroner af sine forældre.

Dem brugte han på fornøjelser, junkfood og spilleudstyr, selvom han havde en gæld på 644.000 kroner, som han hver måned burde betale minimum 10.000 kroner af på.

Få dage efter at Jacob blev godkendt til at deltage i 'Luksusfælden' brugte han 23.000 kroner på en gamer-stol, et kamera til 4500 kroner og yderligere elektronik fra Elgiganten til 5500 kroner.

Se også: 'Luksusfælden'-deltager: Har intet job og nasser alt fra familie

Selvom det udefra så sort ud for Jacob,  havde eksperterne et glødende håb for, at han ville ændre sig.

Men deres besked til ham var klar.

Han skulle tage sig sammen med det samme, søge et job, sælge alle sine de elektronik-genstande, som han i løbet af den seneste tid havde købt.

Hvis han gjorde det, kunne eksperterne måske forhandle med nogle af de mange kreditorer, som Jacob skyldte penge til.

Øjensynligt var Jacob motiveret for at ændre sig, og få sin økonomi på rette spor, og eksperterne efterlod Vejle i den tro, at han fra nu af havde i sinde at gøre noget ved sin uansvarlige måde at leve på.

Selvom Jacob har en gæld på 644.000 kroner, er han for doven til at få sig et job. Foto: TV3
Selvom Jacob har en gæld på 644.000 kroner, er han for doven til at få sig et job. Foto: TV3

Gør du grin med os?
Men så rosenrødt endte det ikke.

Efter kun en måned er Jacob fuldstændigt tilbage i sine gamle vaner.

Faktisk er han aldrig kommet ud af dem.

- Da jeg tog herfra, var jeg fuld af forhåbning. Der heppede jeg på dig, men det er ingen udvikling sket overhovedet, lyder det fra ekspert Carsten Linnemann, da han igen sidder ansigt til ansigt med 25-årige Jacob.

Og ekspert Mette Reissman støder til:

- Hvorfor har du ikke søgt noget arbejde? spørger hun Jacob.

Jacob fortæller, at han har søgt fire jobs, men kan han ikke komme med nogen god grund til, at han endnu ikke har fået et.

- Hvad fanden er det her for noget, gør du grin med os? lyder det ophidset fra ekspert Carsten Linnemann.

Nasser stadig fra familie
Da eksperterne første gang besøgte Jacob, gav han udtryk for, at han var meget ked af, at han fik penge af sin familie. Men her en måned efter, synes det ikke at gå ham så meget på mere.

- Du var jo meget ked af, at du modtog penge fra din familie, men vi kan jo se, at det ikke er holdt op. Du har modtaget 1600 kroner den sidste måned, siger Mette Reissmann til 25-årige Jacob.

- Man kan jo godt få en gave af sin familie en gang imellem, argumenterer han.

Men så let overbeviser man ikke eksperterne.

- Du har jo slet ikke forstået pointen med det her, udbryder Carsten Linnemann.

Jacob er 25 år gammel og spiller computer op til 14 timer om dagen. Foto: TV3
Jacob er 25 år gammel og spiller computer op til 14 timer om dagen. Foto: TV3
 

Kan ikke gøre mere
Mest skelsættende er det dog, at Jacob har solgt nogle af sine ting.

For 30.000 kroner alt i alt.  Meningen var, at han skulle overdrage pengene til eksperterne, så de kunne forhandle med hans kreditorer, men i stedet har han egenrådigt givet nogle til et familiemedlem og brugt resten af pengene på mad og en bytur.

- Lige nu har du gjort alt det, som er forkert i forhold til at opnå din drøm, lyder det fra Mette Reissmann.

Carsten Linnemann prøver at forklare Jacob, at hans uansvarlige opførsel i alt har kostet ham mere end 100.000 kroner i besparelser på hans gæld. En besparelse, som eksperterne havde forhandlet med kreditorerne, men som nu går i vasken.

- De aftaler, der er lavet, dem kan du bare glemme, lyder det hårdt fra Carsten Linnemann, inden begge eksperter forlader stedet i frustration.

Efterfølgende er det ikke lykkedes Jacob hverken at få et job, eller begynde at betale af på sin gæld. Han bor stadig hjemme hos sine forældre.

Ekstra Bladet har forsøgt, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jacob.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere