Lykkelig tv-vært gravid: - Har haft travlt med at gro et menneske

Signe Vadgaard venter barn til oktober

Signe Vadgaard og hustruen Cathrine Gjørtsvang Vadgaard venter et barn til oktober. Foto: Linda Johansen
Signe Vadgaard og hustruen Cathrine Gjørtsvang Vadgaard venter et barn til oktober. Foto: Linda Johansen

Efter flere års forsøg er tv-vært Signe Vadgaard endelig gravid.

Det fortæller hun på Instagram.

'Jeg vil godt medgive, at jeg har været noget sløv på Instagram de sidste...mange måneder. Men jeg har en ret god undskyldning, synes jeg selv. Jeg har haft travlt med at gro et menneske', skriver tv-værten.

For hende og hustruen Cathrine Gjørtsvang Vadgaard har det været et flere år langt projekt, som nu er lykkes.

'At komme hertil har - som for så mange andre par - været et langt projekt på flere år, der nu endelig ser ud til at lykkes. Det er vi skide hamrende lykkelige over, og vi glæder os ustyrligt meget til at byde det lille ny menneske velkommen til oktober', skriver Signe Vadgaard.

Se også: Sænker prisen på drømme-lejlighed

Til Ekstra Bladet fortæller hun, at de nyder sommervarmen og er super duper glade, men ellers ikke har nogen kommentarer til den glædelige nyhed.

Signe Vadgaard er vært på tv-kanalen Xee, hvor hun dækker fodbold. Hun har tidligere været ansat på Eurosport, og før det var hun radiovært på P3.