Lyngvild: Personer som Fog er meget sjældne

- Du vil altid være i mit hjerte, siger Jim Lyngvild om netop afdøde Jan Fog

Se også: Jan Fog er død

Ekstra Bladets modediktator Jim Lyngvild har mødt Jan Fog talrige gange i det danske kendismiljø, hvor den altid smilende ejendomsmægler skilte sig markant ud fra de andre med spidse albuer og skjulte dagsordener.

- Han var et yderst behageligt og oprigtigt menneske. Det er sjældent, at man møder en, der vil en det bedste, men sådan var Jan Fog. Personer som Jan Fog er meget sjældne. Han var et ægte menneske, og ægte mennesker i kendismiljøet er ikke noget, man ser hver dag, siger Jim Lyngvild til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Det kommer fuldstændig bag på mig, men han har jo nok godt selv vidst, at det gik i den retning. Det er et godt og kærligt menneske, der er gået bort, og jeg er oprigtigt ked af det. Det er uretfærdigt, at det lige skulle ramme ham. Der må sgu have været andre, der har stået højere på listen. Nu håber jeg blot, han bliver mindet og husket.

Sov ind på Riget
Jan Fog sov stille ind på Rigshospitalet i dag kl. 17.30 efter længere tids kræftsygdom. Han blev 66 år gammel. Det oplyser hans hustru, Charlotte Juul, til Ritzau.

Det var i forbindelse med en rutinemæssig behandling for den kronisk lymfatiske kræftsygdom, han det seneste halvandet år har lidt af, at der opstod komplikationer, som helt uventet førte til hans død, fortæller hustruen.

Hun har dog ikke lyst til at uddybe omstændigheder omkring sin mands død.

Hospital i Houston
For kun tre måneder siden udtalte Jan Fog sig optimistisk til Billedbladet omkring sin sygdom, og han var overbevist om, at han ville  blive helbredt:

- Jeg har været i Houston hver måned, og hospitalet dér holder øje med forløbet. Heldigvis har jeg en god privat sundhedsforsikring, som jeg tegnede for 30 år, sagde Jan Fog.

Men det moderne hospital i storbyen Houston i USA var altså ikke nok til at klare Jan Fog igennem sin sygdom.

Han sov ind på Rigshospitalet klokken 17.30 torsdag. Tidligere på torsdagen havde han ifølge Se og Hør ligget i dyb koma i forbindelse med en virus i relation til den stamcelletransfusion, der var en del af den behandling, der skulle helbrede ham for leukæmi.

Jan Fog fik allerede i starten af 2014 konstateret den såkaldte 'gammelmandsleukæmi', og han har siden været i intensiv behandling for sin sygdom. (Foto: Anthon Unger)
Jan Fog fik allerede i starten af 2014 konstateret den såkaldte 'gammelmandsleukæmi', og han har siden været i intensiv behandling for sin sygdom. (Foto: Anthon Unger)

Jan Fog var kendt som liebhavermægler, der specialiserede sig i dyre villaer og lejligheder i og omkring København, ikke mindst takket være sin deltagelse i TV2-programmet 'Liebhaverne'.

Han giftede sig i december 2013 med Charlotte Juul, som han mange år tidligere havde været kærester med.

De boede ikke sammen, men Jan Fog ønskede i tilfælde af sin død, at hun kunne få del i sin formue.

Mest læste i flash!
Hent flere