Magtens Korridorer: Undskyld, vi smadrede Lagkagehuset

Johan Olsen og Co. gav den måske lidt for meget gas og bas, da de spillede i 'Go' Morgen Danmark'

Sådan så Lagkagehuset pludselig ud lørdag formiddag. (Privatfoto)
Sådan så Lagkagehuset pludselig ud lørdag formiddag. (Privatfoto)

Søndag formiddag bliver der igen langet rundstykker og nybagte basser over disken fra bageriet Lagkagehuset på Hovedbanegården i København.

Lørdag formiddag måtte Lagkagehuset midlertidigt lukke, da en rude i bageriet pludselige sprang og der var glasskår spredt ud over brød og kager.

Den uventede glaseksplosions skete, da bandet Magtens Korridorer spillede i ’Go’ Morgen Danmark’, og skal man tro bandets opdatering på Facebook, var det den høje lyd, der fik glasfacaden til at bryde sammen.

Hos Lagkagehuset er personalet dog ikke helt sikker på, at det var Magtens Korridorer, der var skyld i al balladen.

- Jeg har godt hørt den teori fra nogle kollegaer, men ingen ved med sikkerhed, at det var derfor. Vi får ofte høj musik oppe fra studiet, og det er aldrig sket før, fortælle Alexander, der i dag har vagt i Lagkagehuset og som i går blev tilkaldt, da der skulle ryddes op.

- Vi måtte smide tre containerfulde ud, men vi fik hurtigt lavet en løsning, så vi kunne åbne igen, fortæller han til Ekstra Bladet.

Faktisk kunne bageriet allerede igen åbne dørene lørdag eftermiddag med en midlertidig løsning på det manglede glas, der skiller kunder og kager.

Ifølge Alexander var der ingen, der kom til skade, da glasset gik i tusindvis af stykker.

- Men min leder så ret rystet ud, da jeg kom i går for at rydde op, siger han.

Magtens Korridorer var gæster i 'Go' Morgen Danmark' for at markere, at deres gennembrudsalbum 'Friværdi' har ti års jubilæum. (Foto: Michael Stub)
Magtens Korridorer var gæster i 'Go' Morgen Danmark' for at markere, at deres gennembrudsalbum 'Friværdi' har ti års jubilæum. (Foto: Michael Stub)