Massiv støtte efter Linde-brev: Over 700 har skrevet under

701 kvinder har allerede meldt deres støtte til det initiativ, som en række TV2-kvinder har sat i gang for at sætte fokus på sexisme i mediebranchen. Det skriver Politiken

Billeder/Produktion: Ritzau Scanpix/Maya Westander

Sofie Linde har skabt stor debat, siden hun brugte sin værtsrolle på Zulu Comedy Galla 2020 til at fortælle åbent om en episode til en julefrokost, da hun netop var startet på DR.

Her afslørede hun, at en 'tv-kanon', som hun ikke nævnte ved navn, ville have et blowjob, ellers ville han 'smadre hendes karriere'.

Janni Pedersen er en af de mange kvinder, der har skrevet under på brevet. Foto: TV2 Danske kendte - 10. sep. 2020 - kl. 12:13 Kendte værter bakker Linde op: 'Vi oplevede det også'

Tirsdag fik hun stor støtte, da en gruppe kvinder - alle ansatte på TV2 - tog initiativ til at indsamle beretninger fra kvinder i mediebranchen, der også har oplevet sexchikane.

Her sendte de en mail ud og bad kvinder om at skrive under på den og et åbent brev til Sofie Linde, der satte debatten i gang. Og den opfordring har en lang række kvinder allerede taget imod. Det skriver Politiken.

Torsdag 10. september klokken 15:00 havde 701 kvinder underskrevet det åbne brev, der efter planen skal bringes på søndag. Og mediet har bragt samtlige navne på kvinderne.

Ekstra Bladet var tidligere torsdag i kontakt med en række kvinder i mediebranchen, der alle bekræftede, at de havde skrevet under - heriblandt Janni Pedersen, der er vært på 'Go' morgen Danmark', Miriam Zesler, der er vært på TV2 News, Ditte Haue, der er vært på TV2 Nyhederne, Iben Maria Zeuthen, der er vært på P1, og Karen-Helene Hjorth, der er vært på TV2 News.

Men de var altså langt fra de eneste.

Se også: TV2-chef om sexchikane: Kulturen har ændret sig

Ekstra Bladet har tidligere været i kontakt med kvinderne bag brevet, der fortalte, at de ikke vil udtale sig, før brevet er blevet bragt med alle underskrifterne på søndag.

Over for Politiken sætter de nu ord på beslutningen om at starte initiativet.

- Med de oplevelser, jeg selv har haft, og med alle de oplevelser, jeg kender til, var jeg overrasket over, at vi nu skulle diskutere, om sexisme overhovedet findes. Selv når en af vores allermest populære værter stiller sig op på en stor scene og fortæller, hvad hun har oplevet, skal hun skydes alle mulige andre motiver i skoene. Vi blev dybt frustrerede over, at debatten ikke kom videre, siger initiativtager og journalist på TV 2 Maria Andersen til mediet.

Initiativtager: - Trist og dejligt

Den 41-årige TV2-tilrettelægger Anne-Katrine Bondo, der sammen med fem andre kvinder har samlet de 701 underskrifter fra kvinder i mediebranchen, fortæller her om sagen:

- Hvad tænker du om antallet af underskrivere?

- På den ene side, at det er trist, at så mange kvinder har oplevet sexchikane, men omvendt er det jo dejligt, at 701 kvinder vil være med til at tage hul på debatten og melde deres navn ud i offentligheden.

- Og ikke mindst støtte op om Sofie Linde. Det er overvældende, at det er gået så stærkt. Der er kun gået tre døgn, siden vi gik i gang, siger Anne-Katrine Bondo.

- Hvad mener du om kritikken af, at Sofie Linde ikke satte navn på den store tv-kanon?

- Jeg synes, at det er vanvittigt og fuldstændig misforstået.

- Det er klart, at hun taler til manden, men det er en form, som giver opmærksomhed, og som alle kan forstå.

- Det er vigtigt, at budskabet kommer frem. Vi har HAFT problemer og HAR det stadig. Det er sikkert blevet bedre, men problemerne er ikke hverken fjernet eller løst.

- Hvordan ved i, at underskriverne rent faktisk har oplevet grænseoverskridende adfærd?

- Vi kan ikke faktatjekke alle, men tror ikke, at nogen har interesse i at sætte deres navn på noget, det har med sexchikane at gøre.

- Jeg tror, at mange flere, som ikke tør stå frem, har oplevet sexchikane.

- Vi har tjekket alle, at de har noget med mediebranchen at gøre.

- Kan det blive en gratis omgang for nogle, når I ikke faktatjekker?

- Jeg vil sige, at antallet her taler sit tydelige sprog - at så mange kvinder vil sætte deres navn på et åbent brev om, at de har oplevet grænseoverskridende adfærd.

- Hvad er jeres næste skridt?

- Jeg håber, at dem, der har et ansvar, kigger på det her og ser i øjnene, at sexchikane ikke blot var noget, der var engang.

- Når jeg scroller ned ad listen med 701 navne, giver det et indblik i, hvor omfangsrigt det her er.

- Der skal ændres så kulturen ikke er nedladende og sexistisk over for kvinder.

- Det skal være ligeværdigt. Det er ikke ok at befamle en praktikant, fordi man er leder.

- Det skal være trygt at gå på arbejde for alle mænd og kvinder, og så skal der være retningslinjer, hvor man ved, at der bliver taget hånd om det, siger Anne-Katrine Bondo.

Læs hele brevet til Sofie Linde:

'Kære Sofie Linde

Tak for, at du havde modet til at tale højt. Vi har set med fra sidelinjen længe nok, og nu taler vi sammen med dig. Du fortæller, hvordan du oplevede en sexistisk kultur blandt nogle mænd, da du startede i mediebranchen.

Du har ret. Vi oplevede det også.

Du fortæller, at der stadig er grund til at sige til de yngre generationer, at man godt må sige nej, fordi kulturen stadig findes blandt nogle mænd.

Du har ret. Vi oplever det også.

Vi har alle oplevet det i større eller mindre grad i løbet af vores karriere. Upassende bemærkninger om vores udseende eller påklædning. Lumre beskeder. Grænseoverskridende fysisk adfærd. Advarsler om, at der er enkelte mænd, vi skal undgå til julefrokosten.

Det skete engang. Det sker stadig.

Mange har afkrævet dig svar på, hvem 'den store tv-kanon' er. Du har fra starten insisteret på, at det vil du ikke sige. Fordi det her ikke bare handler om en enkelt mands grænseoverskridende opførsel for 12 år siden.

Du har ret. Debatten må ikke strande der.

Den rækker nemlig langt ud over en enkelt episode og en enkelte person. Det ved vi. Vores ærinde er at flytte debatten væk fra, om det sker ,og i stedet tale om, at det sker, og hvad vi sammen skal gøre for at stoppe det.

Vi får at vide, at døren altid er åben. At vi skal gå til ledelsen, hvis vi oplever noget grænseoverskridende. Men i den opfordring ligger hele udfordringen - for hvorfor er det egentlig ikke de grænseoverskridende mænd, I taler til? Ansvaret for at stoppe det her ligger i første omgang hos dem, der ikke kan finde ud af, hvor grænsen går.

Og dernæst ligger det hos arbejdspladserne, som skal skabe tydelige rammer, der gør det trygt for en ung kvinde at sige fra og tale højt uden at frygte for sin karriere. Og hos os, der er vidne til noget og intet siger.

Dem, der mener, at denne sexistiske kultur ikke længere eksisterer, tager fejl. Hverdagssexismen findes stadig blandt nogle mænd i mediebranchen, men også i andre brancher og på andre typer af arbejdspladser. Mange tænker desværre stadig, at 'sådan er det bare' - og det er dén kultur, hvor sexistiske bemærkninger ikke for alvor bliver set som et problem, vi vil gøre op med.

Du har ret, Sofie Linde. Vi skal turde tale højt om den sexisme, der finder sted, så vi kan finde ud af, hvordan vi kommer den til livs.'