Mediestunt er løbet løbsk: Børn og forældre må beroliges

Albert Dyrlunds optræden og opførsel den seneste tid giver ham nu problemer

Albert Dyrlund er normalt et kæmpe hit blandt børn og helt unge. Foto: Jonas Olufson
Albert Dyrlund er normalt et kæmpe hit blandt børn og helt unge. Foto: Jonas Olufson

YouTube-stjernen Albert Dyrlund har de seneste uger vist nye - og for mange meget skræmmende - sider af sig selv.

Fra at være sjove, finurlige og musikalske youtuber har han ændret karakter og virker nu nærmest psykotisk, når han folder sig ud på de sociale medier.

Hans mange følgere har været bekymrede for hans tilstand. Er han syg, eller er Dyrlund på stoffer?

Ingen af delene er ifølge et Facebook-opslag fra Otterup Kræmmermarked tilfældet.

Albert Dyrlunds aparte og for mange børn uhyggelige opførsel er et mediestunt for at promovere hans seneste single, 'Vafler'.

Men noget tyder på, at det er løbet løbsk for Dyrlund og hans folk.

Børnene er blevet bange for ham, og arrangørerne af det fynske kræmmermarked har set sig nødsaget til at skrive ud, at forældre trygt kan sende deres børn til markedet for at høre Albert Dyrlund synge.

'Da vi har fået utallige henvendelser med bekymringer om Albert Dyrlunds helbred, føler vi os nødsaget til at skrive denne besked. 
Efter tæt kontakt med Albert Dyrlunds booker kan vi fortælle, at Albert har det godt, og at hans seneste videoer, posts og billeder på de sociale medier afspejler et mediestunt i forbindelse med hans nye video samt et forsøg på at henvende sig til et publikum på 15+ år', skriver de blandt andet på Facebook.

Arrangørerne forsikrer samtidig, at Albert Dyrlund vil optræde med sit gamle show, der ikke bør virke skræmmende for nogen.

'Særligt til forældre: Vi kan garantere, at der ikke er nogen grund til bekymring, og at I naturligvis sagtens stadigvæk kan tage jeres børn med op og se Albert Dyrlund', lyder det derfor fra Otterup Kræmmermarked.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Cecilie Blaksted, der manager på YouTube-netværket Splay og dermed også for Albert Dyrlund. Hun har ingen kommentar til den seneste udvikling i Dyrlunds udskejelser.

Kommunikationsekspert Henrik Byager tøver dog ikke med at kalde mediestuntet for lidt af en fuser.

- Man må sige, at det er et fejlslagent mediestunt, hvis det skaber sådan en uro og truer det, han skal leve af, siger Henrik Byager og fortsætter.

- Man skal passe på, at man ikke mister sin troværdighed. Hvis folk ikke kan skelne mellem, hvornår det er ægte, og hvornår det ikke er, så finder de et andet sted at gå hen, siger han.

Albert Dyrlund står bag langt mere børnevenlige sange som 'Emoji', 'Ulla', 'Smuk uden filter' og 'Hellerup-dreng' og havde sidste år hovedrollen i børnefilmen 'Team Albert'.

Ifølge Cecilie Blaksted vil Albert Dyrlund ikke selv udtale sig om sagen.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere