Mikael Kamber hånes: Lallende ammestuesnak

- Det er lige som rendestenen på Facebook, siger den positive tv-vært om en negativ anmeldelse i Berlingske

Mikael Kambers seneste bog om positiv psykologi tildeles kun en enkelt stjerne i Berlingske. Foto: Thomas Lekfeldt
Mikael Kambers seneste bog om positiv psykologi tildeles kun en enkelt stjerne i Berlingske. Foto: Thomas Lekfeldt

TV2-værten Mikael Kamber har i flere år beskæftiget sig med positiv psykologi, som han har skrevet bøger og holdt foredrag om.

For nylig udkom Mikael Kambers seneste bog om det positive ved positiv psykologi.

Se også: Kamber i krig med Brinkmann

Bogen hedder '3 ting' og handler lidt forsimplet om, at hvis man hver dag tager sig tid til at fokusere på de positive ting, man har oplevet, vil man blive mere taknemmelig og opleve højere livskvalitet.

I en anmeldelse i Berlingske er det dog tydeligt, at læsningen af Kambers nyeste bog ikke figurerer på anmelderens top 3 over gode oplevelser.

I sin lange anmeldelse kalder anmelderen, Rune Selsing, Kambers bog for en 'opremsning af ammestuesnak', der er 'klinisk renset for kritisk sans' og er 'spekulativ'.

Måbende anmelder
Han skriver, at læsningen har efterladt ham decideret måbende og tilføjer:

'Man kan undre sig over, hvordan bogens flade indhold kan strække sig over 150 sider'.

Han antyder desuden, at den uddannelse i positiv psykologi - som Kamber fortæller, at han har - er fup.

'Efter at have måbet et par gange over besynderlige pseudovidenskabelige udsagn, besluttede denne anmelder at kigge efter, hvad 'uddannet i positiv psykologi' egentlig dækker over. Det lader til at være et onlinekursus og to uger i USA på noget, der hedder 'Wholebeing Institute'. Måske det er mit medfødte stenaldersortsyn, der får mig til at tro, at den slags er fup'.

At hans amerikanske uddannelse i positiv psykologi skulle være 'fup', kan Kamber dog på ingen måde genkende.

'Der er tale om Tal Ben-Shahars uddannelse i positiv psykologi, som med rette er verdensberømt og blev det mest søgte kursus nogensinde, da han kørte den på Harvard. Det er netop denne uddannelse, jeg har fået i en videreudvikling med Tal ben-Shahar i spidsen. Hvis en uddannelse er god nok til at være en af de bedste på Harvard, er det efter min bedste mening langt ude i skoven at kalde den fup', meddeler Kamber i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.

Bogen tildeles en enkelt stjerne.

Primært fordi, der - ifølge anmelderen - dog er en lille smule bid i det af bogens kapitler, hvor Kamber erklærer sig lodret uenig i Svend Brinkmanns skriverier om, at det er ok at fokusere på de negative ting i ens liv.

Rendestenen på Facebook
I et mailsvar til Ekstra Bladet oplyser Mikael Kamber, at han mener, det vil være at bruge sin tid forkert, hvis man vælger at gå ind i en debat om en anmelder, der 'ser det som opgave at svine folk til'.

- Jeg gider ærlig talt ikke bruge mere tid på en anmelder, der tydeligvis ser det som sin opgave at svine folk til fuldstændig uden dokumentation, skriver han og fortsætter:

- Det er lige som rendestenen på Facebook. Hvis man skulle bruge tid på at svare på alt, hvad der bliver skrevet derude, bruger man sin tid helt forkert.

Han tilføjer, at han vælger at fokusere på, at bogen er blevet så godt modtaget af bogkøberne, at den netop nu ligger i toppen af Arnold Buscks bestsellerliste over faglitteratur.

 

Mest læste i flash!