Mikkel Beha: - Jeg har glemt at købe gave til min kone

Man giver en hånd og viser omsorg - også selvom det ikke er jul, siger Mikkel Beha Erichsen

- Det er altid dejligt, når familien har en anledning til at se hinanden, siger Mikkel Beha Erichsen om julen. Foto: Jonas Olufson
- Det er altid dejligt, når familien har en anledning til at se hinanden, siger Mikkel Beha Erichsen om julen. Foto: Jonas Olufson

Det er ikke Mikkel Beha Erichsen, man finder på gader og stræder for at suge julen til sig, når de første nisser kommer frem i butikkerne i slutningen af oktober. Den 53-årige tv-vært er langt fra kæmpe-fan af den forestående højtid, som han har et ualmindeligt afslappet forhold til.

- Jeg synes, at der bliver talt utroligt meget jul, når man tænker på, at det i bund og grund handler om en fødsel for over 2000 år siden, siger Havana-skipperen.

Se også: Havana-Emil: - Jeg røg ned i det vildeste hul

For Mikkel Beha Erichsens skyld kunne man sagtens droppe det materielle fis, som julen i dag er blevet et symbol på, med blinkede lys og gaver i læssevis.

- For mig er julen dejlig på den måde, at det er en anledning til, at familien kan samles. Det er altid skønt, når vi mødes og hygger os, siger han.

Jul i troperne
Formen for familie-sammenkomsten i forbindelse med julen, er der ingen facitliste til i Beha Erichsens familie.

- Jeg har ikke en fast juletradition og har aldrig haft det. Som barn holdt jeg nogle gange jul hos min mormor i Danmark, og andre gange i troperne ombord på Nordkaperen med min far. Og man kan sagtens holde jul i 38 grader uden juletræ og alt det der, mener Mikkel Beha Erichsen.

Blå bog

  • Mikkel Beha Erichsen
  • 53 år
  • Tv-vært, skipper, forfatter
  • Gift med Marian på 32. år. Sammen har de børnene Emil på 29 år, 26-årige Theis og Alfred på 20. Farfar til Hugo på knap halvandet år og har endnu et barnebarn på vej.

De seneste år har han holdt jul på sin fars gård. Troels Kløvedal boede frem til sin død lillejuleaften sidste år på en stor gård på Djursland.

- Det var ret traditionelt deroppe. Med masser af mennesker og masser af mad. Vi elsker mad og at lave mad i vores familie, så det gik vi op i. Der var også gaver til ungerne, men det der med at give gaver til voksne, bruger vi ikke rigtigt, siger han.

Hjælper altid
Mikkel Beha Erichsens tre sønner er vokset op i Sydhavnen, og derfor har de fået det, han kalder 'en kæmpe social bevidsthed' med sig.

- De har lært, at hvis man ser en spritter, der er faldet af bænken, rejser man ham op. Og hvis man møder nogen på sin vej, der har brug for hjælp, så hjælper man.

- De ved godt, at alle ikke er så heldige som dem, og derfor giver man folk en hånd, hvis der er brug for det og viser omsorg for dem, man møder. Det er ikke kun til jul, man hjælper andre mennesker, fastslår Mikkel Beha Erichsen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fælgrens til fruen

Der skal noget til at presse Mikkel Beha Erichsen. Hverken meterhøje bølger eller glemte julegaver kan få hans puls op.

- Jeg har glemt at købe gave til min kone, Marian, mange gange. Jeg har måttet tænke alternativt, og jeg har købt en del gaver til hende på tanken, griner tv-værten.

Det er blevet til dejligt brugbare ting som Matador Mix, shampoo og fælgrens til fruen.

- Så har jeg selvfølgelig pakket det i en fin kurv, og hvem ville ikke blive glad for fælgrens, siger han.

At få gaver betyder ikke så meget for Mikkel Beha Erichsen, men at give til andre nyder han.

- Selvfølgelig glæder jeg mig til at se vores barnebarn åbne en gave. Mon ikke han skal have en isbjørn, siger den stolte farfar, der havde lille Hugo med på sin seneste ekspedition, der gik nordpå til is og store hvide bjørne.

Se også: Mikkel Beha: Derfor skændes vi aldrig

Mest læste i flash!