Mille Dinesen er blevet single

Mille Dinesen er ikke længere sammen med Thomas Busch, der er far til hendes søn, Eddie

Mille Dinesen er blevet single. Foto: Mogens Flindt
Mille Dinesen er blevet single. Foto: Mogens Flindt

Det kom som noget af en overraskelse, da den i dag 46-årige skuespiller Mille Dinesen tilbage i februar 2018 afslørede på direkte tv i 'Natholdet', at hun var gravid og ventede sit første barn, efter hun i en lang periode brændende havde ønsket sig at blive mor.

- Nu tager jeg hjem med alle gaverne, så hygger jeg mig lidt. Så tager jeg måske lidt ud og rejser. Hygger mig. Og så føder jeg en baby i august, sagde hun i programmet og bekræftede over for en tilsyneladende overrasket Anders Breinholt, der er vært på programmet, at hun var gravid.

Efter afsløringen af graviditeten gik Mille Dinesen noget stille med dørene i forhold til at løfte sløret for, hvem der var far til hendes kommende søn. Hun afslørede siden dog på sine sociale medier, at det var Thomas Busch, der er kreativ direktør hos Carlsberg Group. De to har dannet par ad flere omgange de seneste 12-13 år.

Selvom de to i starten dannede par og opfostrede Eddie sammen, har de nu valgt at gå hver til sit.

Se også: 'Rita' er tilbage: Her er dommen

Det bekræfter Mille Dinesen i et interview med Billed-Bladet.

Her fortæller Dinesen ligeledes, at hun derfor nu bor alene sammen med sønnen, der i dag er et år og ni måneder, i Brumleby på Østerbro. 

Fokus på sønnen
Til ugebladet fortæller Dinesen, at hendes fokus derfor nu også udelukkende er på lille Eddie, som hun nyder i fulde drag.

- Nu er det Eddies behov, der er nummer ét, og det synes jeg har været meget sundt. Jeg har levet et langt voksenliv uden at være mor, så det har været en radikal ændring i mit liv på alle mulige måder (...) Det kan selvfølgelig også være lidt frustrerende indimellem. Jeg elsker at være mor, og jeg elsker at være sammen med Eddie og se alt, hvad der sker, men jeg savner da ærligt også noget voksenselskab. Jeg kan savne at gå ud, men det skal nok komme, når han bliver ældre, og så kommer der mere frihed, siger hun til Billed-Bladet.

Mille Dinesen har flere gange fortalt ærligt om, at hun brændende har ønsket sig børn, men at det ikke har været let.

‘I snart 12 år har vi kæmpet for at blive gravide. Det har tit været anledningen til, at vi flere gange har måtte kaste håndklædet i ringen. Men kærligheden slap aldrig op i mellem os. Nu er jeg gravid sammen med den mand, jeg elsker - og vi har ikke været lykkeligere. Drømme går nogle gange i opfyldelse,’ skrev Mille Dinesen i forbindelse med graviditeten på Instagram.

Mille Dinesen er lige nu aktuel i den nye og sidste sæson af serien 'Rita'. Foto: Per Arnesen/TV2/Free
Mille Dinesen er lige nu aktuel i den nye og sidste sæson af serien 'Rita'. Foto: Per Arnesen/TV2/Free

Selvom Mille Dinesen for tiden har travlt med at være mor med stort m, har hun dog også fået tid til at arbejde. Lige nu er hun nemlig aktuel i den nye sæson af 'Rita' på TV2.

Den nye sæson af 'Rita' bliver dog den sidste, og vi må derfor vinke farvel til Mille Dinesen i hovedrollen som den rebelske skolelærer Rita i fremtiden.

- Man skal altid stoppe, mens legen er god … og det er den med Rita, men hold kæft, jeg kommer til at savne dig, sagde Mille Dinesen i en pressemeddelelse i den forbindelse.

Se også: Siger farvel til Rita

Ekstra Bladet har gentagne gange de seneste måneder forsøgt at få en kommentar fra Mille Dinesen i forbindelse med bruddet fra Thomas Busch, men svaret fra Mille Dinesen lyder, at hun ikke har lyst til at kommentere sit privatliv.

Hun har heller ikke ønsket at kommentere bruddet efter interviewet med Billed-Bladet.

1 af 2 Foto: Anthon Unger
2 af 2 Mille Dinesen er blevet single. Foto: Mogens Flindt