- Min mor havde ikke brug for, at jeg tilgav hende

Stephanie Siguenzas forhold til sin mor bliver bedre og bedre efter nogle svære år

Her er Stephanie og de øvrige medvirkende i dag. Video/redigering: Tariq Mikkel Khan, Mogens Flindt, Jonas Nielsen Thomas Marott, Per Arnesen, Camilla Hey, TV 2/Signe Skov.

I fire år boede Stephanie Siguenza i et andet land end sin mor.

Det var ikke ligefrem en drømmesituation for 'Årgang 0'-stjernen, der åbenlyst savnede sin mor, da hun flyttede til Sverige med sin nye kæreste. På det tidspunkt var Stephanie 10 år.

Christina Siguenza var kommet ud af et voldeligt forhold, der kom to børn ud af, da hun mødte en ny kæreste, pakkede flyttebilen og rykkede til Sverige. Tilbage i Danmark efterlod hun sine to døtre Stephanie og Isabella, der blev boende hos deres far.

Stephanie boede i flere år fast hos sin far. I en artikel på tv2.dk har hun kaldt hans tonen i hans opdragelse for hård. Foto: TV2
Stephanie boede i flere år fast hos sin far. I en artikel på tv2.dk har hun kaldt hans tonen i hans opdragelse for hård. Foto: TV2

Det var til tider hjerteskærende at følge Stephanie Siguenzas savn til sin mor i 'Årgang 0'. Den dag i dag lægger hun ikke skjul på, at det var hårdt for hende i de fire år, hvor hendes mor boede så langt væk.

- Jeg er ikke så god til at tale om mine følelser, men for nogle år siden skrev jeg et langt brev til min mor, hvor jeg beskrev, hvordan jeg havde det, siger Stephanie Siguenza til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Jeg er ikke vred på hende. Hun havde sine grunde. Jeg ved ikke, hvad de var, men jeg ved, at de var der, siger hun.

Se også: Rørt Stephanie: - Jeg tager det til mig

Brevet gav anledning til, at mor og datter fik talt sammen.

- Min mor havde ikke brug for at jeg tilgav hende, men hun gav udtryk for, at hun var ked af, at hun ikke havde været der. Og jeg fik sagt, jeg var ked at, at jeg havde savnet hende, siger Stephanie Siguenza, der i starten af 2020 fylder 20 år.

I dag bor Stephanie Siguenza i Slagelse sammen med sin kæreste, Jeff, og hans familie. Christina Siguenza bor også på Vestsjælland.

- I dag er vores forhold blevet meget bedre. Vi havde et meget tæt forhold, inden hun flyttede til Sverige, men det er klart, at det blev belastet af, at hun boede der i de år. Vi gled længere og længere væk fra hinanden. Nu er vi i gang med at bygge vores forhold op igen. Vi har blandt andet rejst sammen. Vi har været i New York og Budapest alene, og så var vi i efteråret i London, hvor også Isabella var med.

I sommer blev Stephanie Siguenza student. Dagen blev blandt andet fejret med hendes mor. Foto: TV2
I sommer blev Stephanie Siguenza student. Dagen blev blandt andet fejret med hendes mor. Foto: TV2

Især turen til Budapest blev et symbol på, at deres forhold bliver tættere og tættere.

- Vi fik tatoveret den samme blomst, da vi var der. For mig symboliserer den, at vores forhold igen blomstrer, siger hun.

Se også: 'Årgang 0'-Stephanie: - Jeg skjulte sandheden for alle

Ekstra Bladet ville gerne have talt med Christina Siguenza om forholdet til sin ældste datter, men hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere det.

I en særudgave af 'Årgang 0' fortæller Stephanie Siguenza mere om sin noget turbulente barndom. Programmet kan ses på TV2 9. januar.

Stephanie Siguenza med sin kæreste, Jeff. Foto: Mogens Flindt
Stephanie Siguenza med sin kæreste, Jeff. Foto: Mogens Flindt