Mormor på mandejagt: - Jeg er ensom

For Susan handlede DR-programmet 'Mormor på mandejagt' først og fremmest om at finde en kæreste, men det har også hjulpet hende med at finde sig selv

74-årige Susan håber på at blive gift igen en dag. Foto: DR
74-årige Susan håber på at blive gift igen en dag. Foto: DR

Gammel kærlighed ruster ikke, men kan man blive for gammel til kærlighed?

Ikke hvis man spørger 74-årige Susan fra DR-programmet 'Mormor på mandejagt'. Her følger man fire modne kvinder, der jagter den store kærlighed i deres livs efterår.

Da Susan blev kontaktet af produktionsselskabet bag programmet, sagde hun først og fremmest ja til at deltage, fordi hun brændende ønskede sig en at dele tilværelsen med.

- Som jeg starter med at sige i udsendelsen: Jeg vil gerne giftes, fortæller hun.

- Jeg vil gerne sige 'ja' til et andet menneske resten af mit liv. Jeg er ensom.

Se også: Efter bryllup med yngre mand: Supermodel deler topløst billede

Fandt sig selv
Programmet har også hjulpet Susan med at lære sig selv bedre at kende, og hun kan godt blive overrasket, når hun ser sig selv på skærmen.

- Jeg kan godt love dig, jeg har mødt mig selv, men jeg ved da ikke, om jeg kan lide mig, siger hun med et grin.

- Du kan virkelig tro, programmet har givet mig en masse selvindsigt.

Blandt andet er Susan overrasket over, at hun er knap så åben over for vilde idéer, som hun først havde regnet med.

- Jeg havde troet, jeg var meget mere 'ja-siger', men jeg er faktisk primært 'nej-siger', fortæller hun.

- Jeg tænkte, jeg var sådan en, der bare sagde 'jaja, lad os da spise morgenmad i Paris', men det er jeg slet ikke.

Stiller krav
Hvis man fulgte med, da 'Mormor på mandejagt' havde premiere i sidste uge, ved man, at Susan ikke er bleg for at stille krav til sin fremtidige partner. Det er der ikke blevet ændret på.

- Jeg har for eksempel været på date med to mænd, som synes, det var okay at slå børn, fortæller hun.

- Sådan en kan man jo ikke kravle rundt på, vel?

Om Susan får held i kærlighed kan man følge med i, når næste afsnit af 'Mormor på mandejagt' ruller over skærmen på DR1 i aften klokken 20.45

Skærm

Mest læste i flash!