Morten Grunwald er død

Den 83-årige skuespiller er gået bort efter en kort indlæggelse

Filmanmelder Jacob Wendt Jensen ser tilbage på Morten Grundwald, der torsdag gik bort.

83-årige Morten Grunwald, der især er kendt for rollen som Benny Frandsen i de ikoniske 'Olsen Banden'-film, er gået bort efter et længere forløb med kræft.

Skuespilleren sov stille ind onsdag efter et døgns indlæggelse på Sankt Lukas.

Det oplyser familien til Politiken.

Morten Grunwald fortalte i oktober til Ekstra Bladet, at han havde fået konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen, og at han havde takket nej til behandling.

- Jeg er ramt af kræft i skjoldbruskkirtlen. Jeg kan ikke helbredes. Jeg er blevet tilbudt strålebehandling. Det ønsker jeg ikke. Bortset fra tab af energi har jeg det ganske fint, sagde Grunwald dengang til Ekstra Bladet.

- Det er desværre sådan, at jeg ikke ved, hvor mange måneder jeg har tilbage at leve i, sagde han og understregede, at han har haft et godt og langt liv.

Blå bog

Morten Grunwald blev født i Odense i 1934.

Han blev uddannet på Odense Teater og Det Kongelige Teaters elevskole.

Gift med Lily Weiding, som han dannede par med fra 1965. Parret har datteren Tanja.

Grunwald, der har medvirket i mere end 50 danske film, slog igennem i '5 mand og Rosa' fra 1964 og 'Slå først, Frede!' fra året efter.

Han er dog især kendt og elsket for rollen som Benny i 'Olsen Banden'-serien. Første film i den 14 film store serie ramte biograferne for præcis 50 år siden.

Morten Grunwald havde ved siden af sit virke som skuespiller også succes som teaterleder for Bristol Teatret, Betty Nansen Teatret og senest ni år på Østre Gasværk frem til 1998.

Han fortsatte sin karriere helt frem til 2017, hvor han gik officielt på pension efter forestillingen '3 x Beckett' på Østre Gasværk.

Lang karriere
Morten Grunwald har vundet et hav af priser og medvirket i mere end 50 film, hvoraf han nok er mest kendt for de 14 om 'Olsen Banden'.

Med gule strømper, en spøjs gangart og replikken 'skide-godt, Egon' var Morten Grunwald dus med danskerne som den evigt optimistiske Benny i 'Olsen Banden'.

Selv om det er rollen som Benny, der gjorde ham kendt og elsket, har han også haft roller i en lang række andre spillefilm, tv-serier og teaterforestillinger i sin mere end 55 år lange karriere. Derudover var han også selv teaterdirektør ad flere omgange.

Morten Grunwald er død. Foto: Ritzau Scanpix
Morten Grunwald er død. Foto: Ritzau Scanpix

I 1998 døde Poul Bundgaard, der spillede Kjeld, i en alder af 75 år.

Seks år senere døde Ove Sprogøe, der spillede legendariske Egon. Han blev 84 år. Morten Grunwald var således indtil i går den eneste nulevende fra den populære 'Olsen Banden'- trio.

14 'Olsen Banden'-film blev det til for Grunwald fra 1968 til 1998. Her spillede han blandt andre over for Poul Bundgaard og Ove Sprogøe.

Det er kun ét år siden, at Grunwald trak sig officielt tilbage fra skuespillerbranchen og meddelte, at han gik på pension.

Tidligere på året måtte han ligeledes melde afbud til 50-års jubilæet for 'Olsen Banden's første film på grund af sin sygdom.

Se også: Grunwald dødeligt syg: Nu reagerer 'Olsen Banden'-kollega

I 1980 blev Morten Grunwald gift med skuespilleren Lily Weiding, der i dag er 94 år. De to har dannet par siden 1965, og sammen har de datteren Tanja Marie Grunwald.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Grunwalds datter, Tanja Marie Grunwald, men hendes arbejdsplads oplyser, at hun ikke ønsker at tale med pressen på nuværende tidspunkt.

Her kan du mindes Morten Grunwalds måske største rolle som Benny i 'Olsen Banden'-filmene:

Mest læste i flash!
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen