Nedtur for Allan Nielsen: Tvangsopløsning og milliongæld

Erhvervsstyrelsen har begæret den tidligere landsholdsspillers selskaber tvangsopløst, fordi han ikke har afleveret regnskab i tide

Allan Nielsen er gift med 'Forsidefruer'-deltageren Tina Lund. Parret bor til daglig i Dubai. Foto: Mogens Flindt
Allan Nielsen er gift med 'Forsidefruer'-deltageren Tina Lund. Parret bor til daglig i Dubai. Foto: Mogens Flindt

Efter flere år med underskud og en voksende milliongæld ser den ikke ud til at gå længere for Allan Nielsen og hans firmaer.

Erhvervsstyrelsen har fredag 16. oktober begæret hans to selskaber, Anpartsselskabet af 19.08.2003 og Ejendomsselskabet af 15/12 2003 ApS, tvangsopløst ved Skifteretten i Hillerød. Det fremgår af CVR-registeret.

Årsagen til de to begærede tvangsopløsninger er, at Allan Nielsen ikke har afleveret regnskab i tide. Det fremgår af dokumenter fra Erhvervsstyrelsen, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Allerede 7. september blev 49-årige Allan Nielsen rykket for de manglende årsrapporter, der skulle være indsendt ved udgangen af august.

Forsidefruen Tina Lund på den røde løber. Foto: Klaus Bo Christensen/Ritzau Scanpix Danske kendte Beskyldt for fup: Nu forklarer hun sig

Her blev Allan Nielsen også advaret om, at der ville vente en afgift på mellem 500 og 3000 kroner og efterfølgende en tvangsopløsning, hvis årsrapporterne fortsat udeblev.

Det gjorde de, og nu har Erhvervsstyrelsen altså taget konsekvensen.

Stor milliongæld
De to selskaber har længe været en dårlig forretning for Allan Nielsen.

Ejendomsselskabet af 15/12 2003 har i flere år haft et underskud på omkring to millioner kroner hvert år - formentlig på grund af renteudgifter på den store milliongæld, firmaet slæber rundt på. Ekstra Bladet fortalte i foråret 2019, at det kun var bankernes nåde, der holdt selskabet i live.

Det seneste regnskab, der dækker frem til udgangen af 2018, viser en samlet gæld på 52.262.942 kroner - heraf 40.548.170 kroner til kreditinstitutter. Da der ikke er afleveret regnskab siden, vides det ikke, hvor stort beløbet nu er. Men i årsrapporten blev det dengang slået fast, at det var forventet, at selskabet også ville overleve 2019.

'Selskabets pengeinstitutter har foreløbigt stillet kreditfaciliteter til rådighed, som vurderes at være tilstrækkelige til at gennemføre den planlagte drift i 2019,' lød det.

Egenkapitalen lød ved udgangen af 2018 på minus 40.251.551 kroner.

- Det værste af det hele har helt klar været, at OL er udskudt. Det har jeg virkelig været ked af, siger Tina Lund. Foto: Ritzau Scanpix Danske kendte Tina Lund: Nu rejser vi hjem

Også Anpartsselskabet af 19.08.2003, der ejer ejendomsselskabet, har længe været hårdt plaget af gæld. Det seneste regnskab for 2018 viste en gæld på 10.798.630 og en negativ egenkapital på stort set samme beløb.

'Selskabets ledelse er opmærksom på, at hele selskabskapitalen er tabt og forventer den retableret gennem fremtidig drift, alternativt gennem kapitalindskud. Endvidere forventes det at selskabets ejerkreds stiller den fornødne likviditet til rådighed for driften i 2019,' står der i årsrapporten for 2018, hvor selskabet havde et rundt 0 i indtjening.

Tina Lund har mistet kontrollen over sin Instagram-profil. Foto: Privatfoto Danske kendte Vanvittigt angreb: - Jeg bliver afpresset

Men nu ser det altså ud til, at Allan Nielsen ikke længere får lov til at forsøge at kæmpe sig tilbage i plus.

Allan Nielsen kan dog nå at afværge tvangsopløsningerne, hvis han i løbet af de næste tre måneder indleverer regnskaberne og betaler et gebyr og den afgift, han har modtaget.

Den tidligere professionelle fodboldspiller opnåede 44 A-landskampe for Danmark i løbet af sin karriere.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Allan Nielsen, men det har ikke været muligt.