Nedturen total: Jes Dorph aflyser alt

Tv-værten er i alkoholbehandling og aflyser nu samtlige foredrag resten af året

De senere år har påført den tidligere Mr. News utallige skrammer, og under sommerens Tour de Tisvilde måtte Jes Dorph-Petersen nærmest symbolsk en tur i asfalten.

Nedturen synes ingen ende at have for Jes Dorph-Petersen. Den populære tv-vært bekendtgjorde tidligere på måneden, at han trækker sig fra sit værtsjob på TV2’s ’Go’Aften Danmark’ efter blot få uger i jobbet for at gå i alkoholbehandling. Få dage senere kom det frem, at han og konen Louise flytter fra hinanden efter mindre end to års ægteskab. Og nu erfarer Ekstra Bladet videre, at Dorphs velbetalte bibeskæftigelse, de særdeles lukrative foredrag, der snildt kan koste 15.000 kroner pr. styk, også er ved at ryge.

Se også: Jes Dorph og konen er flyttet fra hinanden

7. oktober skulle han have optrådt med et foredrag i Teatersalen i Musikhuset i Esbjerg, men den aftale er nu strøget fra Jes Dorphs kalender, fortæller arrangøren af det pågældende foredragsarrangement, eventmanager på Jydske Vestkysten Mai-Britt Iversen.

- Vi har haft kontakt med bookingbureauet, hvor vi har forespurgt, om han blev klar til foredraget. Den første melding var, at det blev han, men nu har vi fået en ny melding, der siger, at han slet ikke tager ud mere i 2015.

- Derfor har vi været nødsaget til at aflyse og give vores kunder besked på dette, fortæller Mai-Britt Iversen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Jes Dorphs bookingbureau ’Athenas’, som står for flere af den hårdt prøvede tv-værts planlagte foredrag – deriblandt arrangementet i Esbjerg – men her ville man hverken be- eller afkræfte, om alle Jes Dorphs foredrag er aflyst.

Se også: Eksperter til Jes Dorph: Det kan vare hele livet

Jes Dorph om sit nye job på TV 2.

Hos Athena henviser man i stedet til hovedpersonen selv, men på trods af gentagne forsøg har det desværre ikke været muligt at komme i kontakt med Jes Dorph.

Adskillige andre arrangører bekræfter dog over for Ekstra Bladet, at de også har modtaget aflysninger til kommende foredrag fra den sygdomsramte Jes Dorph.

Om to uger skulle Jes Dorph have optrådt i Randers, men han er allerede nu blevet erstattet af Anja Fonseca. 

Et arrangement 26. oktober i Ikast er ligeledes blevet aflyst, og så skal man nok heller ikke regne med at se meget til Jes Dorph, hvis man møder op i Gilleleje-Hallen 18. november.

Jes Dorph om den megen kritik, han mødte for sin fodboldværtsrolle.