Nekrolog: Pedro myrdet af kødklump

En af samtidens største journalister gået bort

Peder Christoffersen alias Pedro blev 78 år. Arkivfoto: Ole Buntzen
Peder Christoffersen alias Pedro blev 78 år. Arkivfoto: Ole Buntzen

Sådan kunne overskrifterne have lydt, hvis Ekstra Bladets grand old man selv havde skullet formulere dem. En forening af drama og selvbevidsthed.

For selvfølgelig kunne Pedro ikke gå stille bort. Hans død var dramatisk, beretter hans enke, fhv. overfysioterapeut Birthe Marie: Pedro fik under en middag i hjemmet på Østerbro et stykke kød i luftrøret. Han faldt om og kunne ikke trække vejret. Hverken middagsgæsterne eller de tilkaldte paramedicinere og læger kunne genoplive ham.

Pedro, som officielt hed Peder Christoffersen, blev 78 år. De fleste af dem lagde han på Ekstra Bladet, hvor han med sin finurlige og humoristiske pen gjorde alt i denne verden til sit stofområde.

Pedro blev født i Hornslet, voksede op i Odder og tog klassisksproglig studentereksamen, hvilket i egne øjne hævede ham over mere jævne kolleger. Sin journalistiske opdragelse fik han på jyske socialdemokratiske småblade: På 13 år susede han gennem Ny Tid, Dagbladet Fyn, Vestjysk Aktuelt og Demokraten, indtil hans festlige gemyt i 1974 blev hentet til Ekstra Bladet.

Pedros store paratviden kom ham til nytte, da han fra 1997 begyndte at udgive bøger, fortrinsvis af historisk tilsnit. Den første fik den ubeskedne titel 'Verden Ifølge Pedro'. I 2002 fulgte 'Pedros kogebog' med hans foretrukne hverdagsretter fra 50'ernes danske køkken.

I 2005 begræd han i bogen 'Danmarks værste skurke' den danske mangel på gedigne gangstere. Året efter fulgte hans betydeligste værk, 'Danmark I det 20. århundrede'. Pedros sidste bogleverance var 'Danmarkshistorien' fra 2009, som rummer hans helt egen taksering af kongerigets mennesker og begivenheder.

Pedro strikkede selv sine trøjer. Arkivfoto: Thomas Wilmann
Pedro strikkede selv sine trøjer. Arkivfoto: Thomas Wilmann
 

'Men næste gang!'
Ved siden af fungerede han i en årrække i Journalistforbundets københavnske bestyrelse og som formand for Ekstra Bladets Medarbejderforening. Overenskomstforhandlinger var nu ikke hans stærke side. De magre resultater blev dog hver gang fulgt op af hans ukuelige kampråb til arbejdsgiverne: Men næste gang ..!

Sammen med journalist Line Baun Danielsen blev Pedro en populær figur i tv-programmet 'Mors hammer', hvor nationen blev belært om dens mangler, mens den verdenskloge mand sad og strikkede i studiet. Der var ikke tale om en gimmick. Tværtimod komponerede han løbende de mest komplicerede sweatere med latinske citater.

Pedros storsindede væsen kom til udtryk, da han i bladhusets dengang livlige kantine en sen aften røg ind i en brydekamp med en bomstærk sportsjournalist. Kollegaens tommelfinger smuttede ind i Pedros ene øje, som han mistede. Men Pedro bar ikke nag. Det var jo et rent uheld i festligt lag, forklarede han, og så fortsatte venskabet mellem de to brydere - nu under tre øjne.

De senere år har formet sig mindre festligt for Pedro, som blev ramt af en serie depressioner. Elektrochok hjalp ham imidlertid, og Birthe Marie fortæller, at hans sidste års tid på jorden var lykkeligt.

Han vil blive savnet af tre børn, fire børnebørn, et oldebarn samt en masse tidligere kolleger på Ekstra Bladet.

Poul Madsens mindeord:

Pedro har strikket sin sidste maske. Ekstra Blads-legenden er her ikke mere.

Af størrelse var Pedro ikke en af de største, men han fyldte utroligt meget i sine mange år på 'bladet'. Pedro var en sand enfant terrible. Helt sin egen. Storrygende, strikkende og meget talende. Når Pedro mødte på arbejde, så var første 'pligt' altid en tur rundt på chefredaktør-kontorerne.

'Nu er der stuegang,' proklamerede Pedro kækt, satte sig til rette på det første chefredaktør kontor, bedøvende ligeglad med, om man havde travlt eller andre for Pedro ligegyldige undskyldninger. Så som ny chefredaktør tilbage i 2001 var der ikke anden vej end at lystre. Og vente, til Pedro var klar til at gå videre til næste kontor.

Det blev til nogen af de sjoveste og mærkeligste halve og hele timer i mit liv. Æret være Pedros minde, og mon ikke han sidder deroppe i sin himmel og taler videre om sit elskede 'blad'.