Niarn om TV 2-dokumentar: - Jeg har fortrudt

- Det er barskt og det er ikke sjovt! Jeg har familie, der skal sidde og se det. Men værre er det heller ikke i forhold til, hvis det kan hjælpe nogen, siger Niels Roos

Kokain og vodka på natbordet. Få her en forsmag på 'Niarns død'. (Video: TV2)

Det er fem år siden rapperen Niarn satte en flaske vodka for munden sidst. Fem år siden hans liv hang i en ultra tynd tråd, fordi hans krop gav op for det hans massive alkoholmisbrug. Fem år siden han stod overfor valget om han ville drikke igen eller dø. Så simpelt var det Rapperens krop kunne ikke klare en dråbe mere.

Niarn valgte livet. Eller det vil sige, Niarn er død, men Niels Roos, som er rapperens borgerlige navn, lever i bedste velgående.

- Jeg bebrejder ingen, at jeg endte, som jeg gjorde. Ingen! Jeg ville ikke have hjælp, og så kan du ikke gøre noget, siger Niels Roos. Foto: Kristoffer Børsting/TV 2
- Jeg bebrejder ingen, at jeg endte, som jeg gjorde. Ingen! Jeg ville ikke have hjælp, og så kan du ikke gøre noget, siger Niels Roos. Foto: Kristoffer Børsting/TV 2
 

Se også: Niarn lægger sig selv i graven

Historien om hans bragende succes som spritstiv rapper og hans totale kollaps har han fortalt om i medierne utallige gange, siden han var tvunget til at droppe alkoholen og ændre sit liv fuldstændigt. I aften bliver den fortalt endnu en gang, men denne gang gennem levende billeder, når TV 2 viser dokumentaren 'Niarns død', og det er stærke sager - selv for hovedpersonen.

Niarn fotograferet i forbindelse med sit tredje album, 'Rød Aalborg'. Foto: Linda Johansen
Niarn fotograferet i forbindelse med sit tredje album, 'Rød Aalborg'. Foto: Linda Johansen

- Jeg ved sgu ikke, hvorfor jeg har sagt ja til det. Jeg har fortrudt det rigtig mange gange, siden jeg selv så den. Det er meget grænseoverskridende at skulle vise den side af sig selv til hele Danmark. Men jeg ved, at det hjælper nogle mennesker, at jeg deler min historie. Mig er der sgu alligevel skrevet så meget lort og pis om, så det her tager jeg gerne med. Men det er barskt og det er ikke sjovt! Jeg har familie, der skal sidde og se det. Men værre er det heller ikke i forhold til, hvis det kan hjælpe nogen, siger Niels Roos til Ekstra Bladet.

Niarn med sin faste følgesvend. Masser af sprut. Foto: Kristoffer Børsting/TV 2
Niarn med sin faste følgesvend. Masser af sprut. Foto: Kristoffer Børsting/TV 2

Dokumentaren betyder, at der igen bliver rippet op i hans fortid. På godt nordjysk er det træls for Niels Roos, fordi han er et helt andet sted i sit liv i dag.

- Det bliver aldrig muligt for mig at lægge den tid 100 procent bag mig. Men som jeg har det i dag, fylder det ikke noget i min hverdag. Det er da ikke særligt sjovt at blive mindet om, at man var en kæmpe klaphat. Det er ikke noget jeg er stolt af!

- Men du kom videre. Lever et helt andet liv i dag. Er du så stolt af det?

- Stolt er nok er for stort ord at bruge. Jeg er mere taknemmelig. Mit valg den gang stod mellem at drikke eller dø. Og at være stolt over at være bange for at dø....det ved jeg sgu ikke lige. Men taknemmelig, det er jeg. Meget, siger Niarn Roos.

Niarn på scenen. Foto: Mogens Flindt
Niarn på scenen. Foto: Mogens Flindt

På de fem år, der er gået siden den sidste slurk vodka, er Niels Roos' liv vendt fuldstændigt på hovedet. Før hang han ud med de vilde drenge. Havde kun næste shot, stoffer og store penge i hovedet. Nu er værdierne nogle ganske andre.

Blå bog

- Niels Roos, 38 år.

- Født i Gug ved Aalborg.

- Aktiv som rapper fra 1994 til 2014.

- Hittede med blandt andet 'Dobbelt A'.

- Var ofte stiv og skæv på scenen.

- I juni 2013 sagde hans krop stop med en livstruende betændelse i bugspytkirtlen.

- I efteråret 2014 døde Niarn, men Niels Roos overlevede.

- Niels Roos har ikke rørt alkohol siden 2013 og er i dag aktiv i AA.

 

- I dag hænger jeg mest ud med min datter. Kort tid efter jeg blev ædru, blev jeg far. Og jeg vil sige, at det faktisk ændrede mig mere end at droppe sprutten. Min lille datter betyder alt for mig. Vi har valgt, at hun ikke skal i passes ude, så jeg er meget hjemme. Hun bliver fire år i næste måned, og vi er heldige, at vi har muligheden for at have hende herhjemme, siger han og tilføjer med et grin, at de store penge kan han gå efter at tjene, når datteren bliver 13 og alligevel ikke gider at se på sin far mere.

- For det var da sjovt at tjene penge. Det er bare ikke førsteprioriteten i mit liv mere, siger han.

Niels Roos og Asal var kærester, da han var med i 'Allstars', men da drikkeriet for alvor tog til, tog hun en pause fra rapperen. Til gengæld stod hun der den dag, han dødssyg blev indlagt. Siden har parret været sammen igen. I dag er de gift og forældre til en datter. Foto: Mogens Flindt
Niels Roos og Asal var kærester, da han var med i 'Allstars', men da drikkeriet for alvor tog til, tog hun en pause fra rapperen. Til gengæld stod hun der den dag, han dødssyg blev indlagt. Siden har parret været sammen igen. I dag er de gift og forældre til en datter. Foto: Mogens Flindt

I dag lever Niels Roos af at holde foredrag for andre om sit misbrug, som han også har skrevet en bog om. Hans kone har en kaffebar, som han hjælper til i, og så har han den seneste tid gået og puslet med et nyt show.

- Min fortid gemmer også på en masse vanvittigt skægge og tragikomiske historier. I mit show kombinerer jeg de historier med musik - både ny musik, jeg har skrevet, og de gamle Niarn-numre, som vil komme i en ny akustisk version, siger han.

Det er i aften klokken 20, at TV 2 viser den over en time lange dramatiske dokumentar om Niarns død.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere