Nordisk Film TV får bøde

Nordisk Film TV, der står bag den danske udgave af 'Top Gear', har måttet betale en bøde, efter de har brudt Naturbeskyttelsesloven i forbindelse med optagelserne til programmet

Optagelserne til 'Top Gear' begyndte med en politianmeldelse. Foto: Krestine Havemann / Discovery Networks Danmark
Optagelserne til 'Top Gear' begyndte med en politianmeldelse. Foto: Krestine Havemann / Discovery Networks Danmark

Optagelserne til den danske udgave af 'Top Gear' fik en lidt uheldig start, da produktionen blev meldt til politiet af Skov- og Naturstyrelsen for at have kørt i det fredede område ved Rubjerg Knude Fyr ved Vesterhavet i forbindelse med optagelserne.

Nu får kørslen i det fredede område konsekvenser. Produktionen havde nemlig ikke fået tilladelse til at køre i området.

Det oplyser Ulrik Jørgensen, der er administrerende direktør i Nordisk Film TV, til Ekstra Bladet.

'Nordisk Film TV er blevet mødt med et bødeforlæg på 5000 kroner fra politiet for overtrædelse af Naturbeskyttelsesloven. Nordisk Film TV har accepteret bøden, selvom produktionsholdet handlede i god tro under optagelserne. Skov- og Naturstyrelsen har over for Nordisk Film TV forklaret, at der i forbindelse med optagelserne ikke er sket skade på naturen af nogen art, og jeg har beklaget fejlen for vores side overfor Skov- og Naturstyrelsen', siger han i en mail.

Se også: Usikker fremtid: - Jeg ved ikke, hvad jeg skal nu

Fjernet fra tv
Samtidig har produktionen valgt ikke at vise sekvensen, hvor de kører på Rubjerg Knude Fyr, på tv.

Da Ekstra Bladet mødte værterne for 'Top Gear', skuespiller Dar Salim, tv-vært Felix Smith og tidligere racerkører Jesper Carlsen, til pressemøde forud for premieren på programmet, fortalte de, hvordan de har oplevet hele sagen.

Se også: Katastrofal start i Danmark: 'Top Gear' politianmeldt

- Jeg synes, vi startede rigtig ud i 'Top Gear'-ånden med en politianmeldelse. Heldigvis er tingene blevet løst. Men det var da en lidt spændende første dag på arbejde, sagde Felix Smith med et grin og fortsatte:

- Vi fandt først ud af det, da vi kom hjem fra optagelser, at vi rent faktisk havde gjort noget, vi ikke måtte. Det var ikke noget, vi vidste, at vi ikke måtte. Vi troede jo, at vi havde alting i orden, og det viste sig, at det havde vi ikke. Men jeg synes også, at det var en storm i et glas vand, lød det fra Felix Smith.

'Top Gear' får premiere 27. februar på Dplay. Foto: Tariq Mikkel Khan
'Top Gear' får premiere 27. februar på Dplay. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Ifølge tv-værten kørte de på intet tidspunkt ræs i det fredede område, og derfor syntes han også, at hele sagen blev blæst op til noget, den ikke var:

- Hvis nu vi havde blæst rundt i klitterne og ødelagt et naturområde, så kan jeg forstå, at folk var blevet sure, men vi kørte jo bare i det samme spor, som de håndværkere, der var i gang med at flytte det fyr, gjorde. Men jeg tænkte også, da jeg gik ind i det her, at det må man forvente, når man laver det her program. Så går pressen også til den, men det blev jo meget rettet mod os som værter, fordi vi er ansigterne udadtil, sagde han videre.

Der var dog flere danskere, der blev sure over at høre om, at de under programmet havde kørt i det fredede område.

- Jeg synes, at der kom for meget hate i forhold til, at folk ikke vidste, hvad vi havde gjort. Jeg kunne have forstået, hvis vi havde ødelagt noget, eller at vi havde gjort noget, der var utilgiveligt i forhold til dansk natur. Men det havde vi overhovedet ikke. Vi kørte i et spor, hvor der kører lastbiler og andet. Nu er det ikke kommet med i programmet af samme årsag, sagde han og fortsatte:

- Når man er frontfigur, som vi værter jo er, havner det også i kurven hos os. Jeg er også et naturmenneske og holder meget af den danske natur, så jeg ville aldrig selv begynde at ødelægge noget, jeg selv holdt af.

Felix Smith er glad for, at sagen nu er afsluttet. Foto: Tariq Mikkel Khan
Felix Smith er glad for, at sagen nu er afsluttet. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Se også: Tv-vært i modangreb: - Det passer ikke

Også Dar Salim har været opmærksom på sagen om politianmeldelsen, som han dog ikke kender meget til.

- Vi vidste ingenting. Vi mødte på arbejde og fulgte planen, og så læste jeg det efterfølgende i avisen. Vi blev kaldt ind til et møde, hvor vi fik at vide, at det var en misforståelse, og at politiet ikke ville gøre mere ved det, og at optagelserne ikke vil blive brugt i programmet, sagde han under pressemødet til Ekstra Bladet og fortsatte:

- Så jeg vidste faktisk ikke engang, at produktionen har fået en bøde. Som man måske kan forestille sig, så går værterne ikke rundt og spørger produktionen på settet, om de har alle tilladelser på plads. Man går bare ud fra, at på det her niveau er tingene i orden. Det har de så ikke været, og det er selvfølgelig ikke okay, sagde han videre.

Dar Salim er en af værterne på den danske udgave af 'Top Gear'. Foto: Tariq Mikkel Khan
Dar Salim er en af værterne på den danske udgave af 'Top Gear'. Foto: Tariq Mikkel Khan

'Top Gear' får premiere på Dplay 27. februar.