Obduktionsrapport giver svar: Derfor døde Soulshocks kone

Den danske musikproducer mistede i foråret sin kone i en dybt tragisk og ualmindelig uheldig ulykke

Carsten Soulshock mistede i februar sin samlever gennem 20 år. (Foto: Mogens Flindt)
Carsten Soulshock mistede i februar sin samlever gennem 20 år. (Foto: Mogens Flindt)

Det lyder næsten for utroligt til at kunne være sandt. At man kan falde så uheldigt med et glas i hånden, man kan skære sig så voldsomt, at det medfører døden.

Se også: Carsten Soulshocks kone død

Men ikke desto mindre har retsmedicinere nu slået fast, at det var præcis, hvad der skete, da Carsten Soulshocks kone mistede livet i Los Angeles den 27. februar i år.

Det var den danske musikproducer selv, der kom hjem til parrets villa og fandt sin elskede Charmayne 'Maxee' Maxwe. Til at starte med opfattede han ikke, at der var noget galt. Deres søn sov og hendes yndlingsprogram kørte på tv'et.

- Jeg ser så hendes fødder på terrassen og tænker: 'Er hun ved at lave yoga?' Så går jeg ud. Og det slår mig først der, at noget er galt. For normalt er vores terrasse grå. Men den er rød. Alt hendes blod. Hun ligger i en blodpøl, fortæller Carsten Soulshock i denne uges udgave af Se og Hør.

Charmayne Maxwell blev kørt med udrykning til Cedars Sinai Hospital, men blev erklæret død klokken 23.15.

Se også: Brækkede tre tæer få dage før sin død

Ifølge obduktionsrapporten døde hun på grund af blodtab, efter en skarp genstand havde skåret en vene i halsen op på hende.

Ifølge Ed Winter, der er assisterende chefefterforsker for den retsmedicinske afdeling, der har efterforsket Maxwells død, indeholder et menneske cirka fire liter blod i kroppen, men da hun skulle obduceres, var der ikke meget tilbage.

- Hun havde mistet meget blod, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Nye oplysninger: ‘Maxee’ faldt ud på terrassen

Der har været spekulationer om, hvorvidt den tidligere Brownstone-sangerinde kunne have været beruset, da hun faldt og skar sig. Men det bliver afvist i obduktionsrapporten.

Her står, at hun havde en meget lille alkoholpromille i på 0,11. Samtidig bliver det fastslået, at hun ikke var påvirket af stoffer, da den ufatteligt uheldige ulykke skete.

Udover det dødbringende snitsår i halsen viser rapporten, at Maxee Maxwell også havde skåret sig i brystet. Men det sår var på ingen måde livstruende.

Se også: Soulshock-hustru døde af blodtab

Alt i alt er konklusionen fra den læge og retsmediciner, der har forestået selve obduktionen, klar.

- Hun er faldet utrolig uheldigt og stikket er nogle inches (en inch er 2,54 cm, red.) dybt. Havde glasset ikke ramt venen i halsen i venstre side, så havde hun stadig været i live, siger dr. Louis A. Peña til Ekstra Bladet.

Ifølge dr. Peña blev familien tirsdag informeret om konklusionen i obduktionsrapporten.

Carsten Soulshock og Maxee Maxwell dannede par i 20 år. For ti år siden blev de forældre til sønnen Nicolaj.

Siden det tragiske dødsfald har Carsten Soulshock solgt det hus, som han og 'Maxee' byggede og boede i sammen.

- Hver en detalje minder mig om hende. Og det var også der hun døde, og det minder det mig om. Jeg kunne ikke blive boende, siger han til Se og Hør.

Maxee Maxwell blev 46 år.

Se også: Sender tanker til Soulshocks søn

Mest læste i flash!
Hent flere