Økonomisk mavepumper: 'Utilfredsstillende'

Lukas Forchhammer taber 1,5 million i sit selskab

Lukas Forchhammer må kigge langt efter millionerne i sit selskab. Arkivfoto: Per Lange
Lukas Forchhammer må kigge langt efter millionerne i sit selskab. Arkivfoto: Per Lange

I 2015 udgav Lukas Graham sangen '7 Years', som gik verden rundt.

Men fem år efter halter det stadig med at få succes som forretningsmand for sangsmed og forsanger Lukas Forchhammer.

For sjette gang i streg leverer han minus i moderselskabet Forchhammer Holding.

Minus 1,6 millioner kroner lyder bundlinjen på, hvilket er en klar forværring af resultatet året før, hvor der stod 174.461 kroner med røde tal.

Lukas Graham er da heller ikke tilfreds med sine evner ud i at drive selskab:

'Årets resultat anses af ledelsen for at være utilfredsstillende,' konkluderer han i ledelesesrapporten.

Store drømme - små resultater
Baggrunden for nedturen er dog ikke corona, betyder han. Tværtimod er det fejlslagne investeringer, må det forstås ud fra ledelsesberetningen:

'Årets resultat er negativt påvirket af nedskrivning på selskabets investering i andre værdipapirer og kapitalandele.'

Det er ellers ikke, fordi Lukas Forchhammer har sat sit lys under en skæppe, når han har valgt navne til sine selskaber.

Big Investments er i porteføljen, men resultaterne er knap så flatterende som navnet. Big Investments har leveret et overskud på 21.757 kroner.

Big Dreams kom med regnskab dagen efter denne artikel i første omgang blev publiceret - regnskabet var forsinket. Her landes et overskud på 3,2 millioner kroner, som altså ikke er nok til at hæve bundlinjen i moderselskabet.

Datterselskabet tjener penge grundet ny udgivelse:

'Årets resultat er positivt påvirket af stigende aktiviteter vedr. touring og koncerter efter udgivelsen af albummet "3 (the purple album)" i slutningen af foregående regnskabsår 2018,' lyder det.

Han har også investeret i håndværkerfirmaet WMG Byg, der har et overskud på 111.825 kroner.

Konkurs med Michelin
Til gengæld var Lukas Forchhammer medinvestor i restaurant Kadeu, som trods Michelin-stjerne gik konkurs i starten af året. Inden selskabets konkurs havde det på to år haft et underskud på seks millioner kroner.

I regnskabet slår han fast, at corona ikke har haft indflydelse på sidste års indtægter. Til gengæld kan det komme, lyder det:

'Forchhammer Holding forventes, qua investeringer og udlån i virksomheder, at være indirekte påvirket af Covid-19, men det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at opgøre størrelsen af den påvirkningen af Covid-19.'

Forchhammer kan efter den økonomiske nedtur notere en egenkapital på 6,8 millioner kroner mod 8,4 millioner kroner året før.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lukas Forchhammer gennem hans pladeselskab.