Okman undrer sig over syg Henningsen

Radioværten og klummeskribenten lægger ikke fingrene imellem

Kim Henningsen har været syg meget længe, mener Ditte Okman. (Foto: ole Steen).
Kim Henningsen har været syg meget længe, mener Ditte Okman. (Foto: ole Steen).

I dagens udgave af Ekstra Bladet står Se og Hørs tidligere chefredaktør, Kim Henningsen, frem og fortæller om sine depressioner, økonomiske deroute og skilsmisse.

Åbent fortæller han om sin sygdom og om, hvordan han fik elektrochok-behandlinger som følge af to svære depressioner.

På Facebook var der dog ikke meget sympati at spore fra radioværten og klummeskribenten Ditte Okman, der gik til tasterne efter at have læst interviewet.

'Kim Henningsen har været syg meget længe. Også langt inden han blev ansat på Se og Hør. Er derfor lidt i tvivl om, hvad det her interview egentlig har af motiv og budskab - andet end sympati med en mand, der i min optik smadrede Se og Hørs DNA og ikke mindst medarbejderne.  Så vidt jeg husker gik 11 medarbejdere ned med stress under Kim Henningsen', skriver Ditte Okman på Facebook.

Se også: De gav min hjerne strøm 24 gange

Hun har selv været journalist på Se og Hør, hvor Henrik Qvortrup ansatte hende.

Som en ekstra stikpille til Kim Henningsen skriver hun:

'Det er ikke sjovt at være syg. Eller arbejde under en syg. Jeg håber, at Aller er lidt bedre til at sætte sin ledelse, fremadrettet'.

Da det stod værst til, ønskede Kim Henningsen kun at dø. Senere blev det til to indlæggelser på psykiatrisk afdeling. (Foto: Ole Steen) Tæt på Se og Hør-bossens vilde nedtur: Jeg ville bare dø

Derefter blandede Dan Rachlin sig i debatten.

'Kim Henningsens sygdom er lige som alle andres uendelig trist. Hans nedtur er sørgelig. Men vi er enige om, at han i momenter udviste endog ganske særlig kynisme som øverste chef?', skriver Rachlin i Dittes update.

Overfor Ekstra Bladet understreger Ditte Okman, at hun ikke sparker til Kim Henningsen.

- Jeg sparker ikke til nogen. Jeg stikker hårdt til Aller, som må have kendt til Kim Henningsens sygdom. Det gjorde alle andre i hvert fald. En sygdom, der påvirkede hans medarbejdere i høj grad.  Noget som medarbejderne også i flere omgange gjorde opmærksom på til HR (personalekontoret, red.). Og noget som Ekstra Bladet selv har omtalt, da det stod på. Men ingen ville lytte. Dengang, siger Ditte Okman til Ekstra Bladet.

Se også: Eks-Se og Hør-boss raser over elektrochok-joke

Hun understreger igen, at det reelle problem ligger hos ledelsen af Aller Media, der blandt andet udgiver Se og Hør.

- Nu er jeg ikke selv i nogen direktion, men det virker decideret uansvarligt at hyre en syg mand til sådan en opgave, og noget, man måske skulle have overvejet en ekstra gang. Det var i hvert fald grimt at følge i Ekstra Bladet, og blandt gode tidligere kolleger, hvordan de som medarbejdere blev overhørt, knækket eller fyret, når de gjorde HR opmærksom på problemerne. Når det er sagt, så var det vist ikke helt nemt at finde en til at overtage posten efter Henrik Qvortrup, hvilket også bevirkede, at et nu fyret direktionsmedlem selv var på opgaven som chefredaktør for ugebladet i omegnen af syv måneder, siger hun.

Hun arbejdede ikke på Se og Hør under Kim Henningsen, men kender ham fra BT, hvor hun var i praktik, mens Kim Henningsen var i redaktionssekretariatet.

Til svineren siger Kim Henningsen til Ekstra Bladet:

- Uden at det må virke arrogant er jeg heldigvis nået til et punkt i livet, hvor jeg kun forholder mig til udsagn fra folk, der kender mig rigtigt. Andre må sige, tænke og gøre, hvad de har lyst til.