Ole Birk Olesen smider 10 millioner for lejlighed

Ministeren fik et slag i prisen på mere end en million

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Det er en af de ting, der bliver prioriteret rigtig højt på boligmarkeret.

Ole Birk Olesen, landets transport-, bygnings-, og boligminister, må siges at have ramt plet på netop den centrale beliggenhed. I hvert fald har han med sin hustru Sif Meincke netop købt en stor liebhaverlejlighed på H.C. Andersens Boulevard. Det skriver Boliga.

Lejligheden, der spreder sig over 285 kvadratmeter, ligger trods alt lige om hjørnet fra Christiansborg, hvor han dagligt har sin gang som folketingsmedlem for Liberal Alliance og med udsigt ud over havnen til Islands Brygge.

Ole Birk Olesen med sin hustru, Sif Meincke, til gallataffel på Christiansborg. Foto: Ritzau Scanpix
Ole Birk Olesen med sin hustru, Sif Meincke, til gallataffel på Christiansborg. Foto: Ritzau Scanpix

Stort afslag
Lejligheden fra 1908 har mange herskabelige træk, som man finder i de klassiske, gamle københavner-lejligheder med store stuer en suite, og så er der selvfølgelig også en af de andre favoritter på boligmarkedet: altan.

Da lejligheden først kom til salg, var det med en udbudspris på 11.450.000 kroner. Det oplyser Boliga. Men Ole Birk Olesen og hustruen har dog fået et nedslag i prisen på godt én million. 

Parret har nemlig givet 10.500.000 kroner for deres nye bolig.

Lav kvadratmeterpris
Det kan omregnes til en kvadratmeterpris på lige over 36.800 kroner. Hvilket ligger i den lave ende i forhold til, hvad ejerlejlighederne blev solgt for i samme postnummer sidste år. 

Her betalte køberne i København K i gennemsnit omkring 46.300 kroner pr. kvadratmeter. Det viser tal fra Boliga. 

Ole Birk Olesen kommer oprindeligt fra Gram i Sønderjylland. Han er tidligere journalist og opstillet for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds. Han har siddet på sin ministerpost siden 2016.

Se landets dyrest udbudte lejligheder HER