Oliver i retten for narko-kørsel

Oliver Bjerrehuus blev tidligere på året stoppet af politiet med narko i blodet

Oliver Bjerrehuus skal møde i retten den 2. november. (Foto: TV3)
Oliver Bjerrehuus skal møde i retten den 2. november. (Foto: TV3)

Den tidligere topmodel Oliver Bjerrehuus skal i starten af november i retten. Den 40-årige far til tre børn er anklaget for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand. Det skriver BT.

Avisen er kommet i besiddelse af anklageskriftet mod Bjerrehuus, og her står, at han tidligt om morgenen den 6. februar i år blev stoppet i sin bil i København.

Se også: Bjerrehuus: Jeg lyver utrolig meget

Af anklageskriftet fremgår det ifølge BT, at Oliver Bjerrehuus blev stoppet klokken 05:45 ud for Lygten 23 på Nørrebro. Han var ifølge politiets opfattelse påvirket af kokain, der klassificeres som 'farlig for færdselssikkerheden'.

Anklagemyndigheden har tiltalt Oliver Bjerrehuus efter paragraf 54 i færdselsloven. Den omhandler narkokørsel.

Sagen skal for retten den 2. november og anklagemyndigheden kræver, at den tidligere model ubetinget frakendes retten til at køre bil samt at han idømmes en bøde.

Se også: Bjerrehuus: Endelig kan jeg smide tøjet

Oliver Bjerrehuus, der er søn af Suzanne Bjerrehuus har tidligere været ret åben om sit forhold til stoffer.

- Der har altid været meget coke i modeverdenen, har han tidligere sagt.

- Jeg har jo altid været åben om mine stoffer og sagt, hvad jeg har gjort. I Staterne er det meget almindeligt, at modellerne og modeskaberne fyrer den af med stoffer og så går i rehab (behandling) bagefter, sagde han til Ekstra Bladet i 2009.

På Kanal 4 kunne man for et par år siden følge Oliver Bjerrehuus kamp for at kvitte stofferne i programmet 'Olivers kamp'. Her måtte han blandt andet fremvise en ren narkotest for at få lov til at se sin lille datter.