'Olsen Banden'-kollega i chok: - Det gik forfærdelig stærkt

Jes Holtsø mindes sin mangeårige kollega Morten Grunwald

Filmanmelder Jacob Wendt Jensen ser tilbage på Morten Grundwald, der torsdag gik bort. Producer: Martin Lorentsen

61-årige Jes Holtsø, der spillede Børge i de ikoniske 'Olsen Banden'-film, er ganske rørt over nyheden om, at hans mangeårige kollega Morten Grunwald er gået bort efter længere tids kræftsygdom.

De to har arbejdet tæt sammen i mange år og har også set en del til hinanden de sidste år i forbindelse med diverse 'Olsen Banden'-arrangementer.

- Det er enormt trist at høre nyheden om, at Morten nu er gået bort. Det er gået forfærdelig stærkt, men jeg er glad for, at han har fået fred, så han ikke skal leve med smerter, lyder det fra en tydeligt berørt Jes Holtsø.

- Det kom faktisk også meget bag på mig, at det er gået så hurtigt. I lørdags blev der afholdt et arrangement i 'Olsen Banden'-fanklubben, og her kunne han ikke være med, fordi han ikke havde det godt. Men han havde alligevel overskud til at sende en videohilsen. Her sagde han blandt andet, at han var ked af, at han ikke kunne være hos os, men at han ikke have kræfter til at være der. Det synes jeg var meget stort, siger Jes Holtsø.

Jes Holtsø (i midten) mindes Morten Grunwald. Foto: Stine Tidsvilde
Jes Holtsø (i midten) mindes Morten Grunwald. Foto: Stine Tidsvilde

Han fortæller, at særligt én ting strejfede hans tanker, da han onsdag blev informeret om, at Grunwald er død.

- Det første, jeg tænkte på, var Grunwalds familie og især hans kone Lily Weiding. De har været sammen i mere end 50 år, og de er et eksempel på, at kærlighed er det stærkeste, der findes her i verden. De har altid været hinandens store kærlighed, og deres kærlighed til hinanden vil vare ved. Jeg sender alle mine tanker til hende og også til deres datter, Tanja, siger Jes Holtsø.

Se også: Grunwald dødeligt syg: Nu reagerer 'Olsen Banden'-kollega

Stor betydning
Ifølge Jes Holtsø har Grunwald haft en stor betydning for hans egen udvikling som skuespiller.

- Han var på en måde en mentor for mig i mange år, og jeg har altid set meget op til ham. Jeg har jo altid kaldt ham Danmarks svar på Orson Welles, for han var meget dygtig, og der er ingen, der har skabt så meget inden for teater som ham. Han satte smalle stykker op fra andre lande her i Danmark, og han satte dem op, fordi han mente, at folk skulle have mulighed for at se ordentligt teater med saft og kraft. Det kan ingen tage fra ham. Det vil folk huske ham for, siger Jes Holtsø.

Jes Holtsø sætter ord på Morten Grunwalds død. Foto: Ritzau Scanpix
Jes Holtsø sætter ord på Morten Grunwalds død. Foto: Ritzau Scanpix

Jes Holtsø vil dog især huske tilbage på Grunwald som den person, han var. Her er nøgleordene ifølge Holtsø taknemmelighed, kærlighed og ansvarsfuldhed.

- Jeg vil enormt gerne hylde hans virke og måde at være på. Han var et menneske, der satte stor ære i at komme til tiden og passe sine ting. Han havde stor respekt og ansvarsfølelse for de ting, han var i gang med, og så var han et meget taknemmeligt menneske. Han var taknemmelig for sit liv, som havde været langt og godt og for at have fundet kærligheden. Jeg har lært af Morten, at man skal huske at sige tak og være taknemmelig, lyder det fra Jes Holtsø.

Se også: Syg Grunwald må droppe Olsen Banden-jubilæum

Sidste medlem
Morten Grunwald er det sidste medlem af 'Olsen Banden'-trioen, der er gået bort. Ifølge Jes Holtsø vil han derfor forsøge at løfte Grunwalds arbejde i forbindelse med 'Olsen Banden', nu når Grunwald ikke er her mere.

- Morten har jo altid været god til at støtte op om de her 'Olsen Banden'-arrangementer, og han har været god til at følge den arv videre. Nu er jeg jo næsten den eneste af de gamle fra 'Olsen Banden', der er tilbage, så jeg vil helt sikkert forsøge, om jeg kan videreføre mindet om 'Olsen Banden', som Morten ville have gjort det. For han satte en stor ære i det, lyder det fra 'Børge'-skuespilleren.

Selvom Jes Holtsø ikke har set meget til Grunwald den seneste tid og heller ikke nåede at sige farvel til ham, inden han gik bort, så har han en sidste hilsen, han meget gerne vil sende til sin mangeårige kollega.

- Tak, fordi du har vist mig, at kærlighed er det stærkeste, der findes. Ham og Lily er noget af det smukkeste, jeg har set af kærlighed. Og så vil jeg sige, at nu er det på tide, at Morten får den Bodilpris. Han fik den ikke, mens han var her, så nu fortjener han den fandeme. Og også alle dem, han elsker. De skal hyldes.

Her kan du mindes Morten Grunwalds måske største rolle som Benny i 'Olsen Banden'-filmene: