Opgiver efter syv år: - Vi står ved en skillevej

Joan Divines krop siger stop for de mange fertilitetsbehandlinger, som hun og kæresten Michael Olesen fra 'Vild med dans' har været igennem

Michael Olesen og Joan Divine har kæmpet i syv år for at blive forældre. Foto: Jonas Olufson
Michael Olesen og Joan Divine har kæmpet i syv år for at blive forældre. Foto: Jonas Olufson

Den 40-årige tidligere model Joan Divine har aldrig lagt skjul på, at hun og kæresten, danseren Michael Olesen, der er kendt fra 'Vild med dans', har drømt om at blive forældre.

Men parret har haft meget svært ved det.

Faktisk så svært, at de netop har været igennem deres 15. forsøg. Endnu engang uden, at de er kommet resultatet - en baby i armene - spor nærmere.

Og nu er Joan Divine nået til et punkt, hvor hun ikke kan længere.

Det skriver hun i et indlæg på sin blog.

'Jeg har ikke flere tårer tilbage, jeg ikke flere kræfter tilbage, jeg må give op. Bare dette ord lyder forkert i mine ører, men det er det rigtige at gøre. Jeg kan ikke blive ved med at udsætte min krop for alle de hormoner, jeg føler ikke, jeg kender mig selv eller min krop mere... Alt det jeg har budt den de sidste syv år, er ikke bliver til mit allerhøjeste ønske, nemlig at blive Mor...'

Se også: Efter 12 år: 'Vild med dans'-stjerne overvejer at trække stikket

Over for Ekstra Bladet uddyber hun sin svære beslutning.

- Jeg tror, vi er ved en skillevej, hvor det er for hårdt at for forholdet at blive ved. Det kan det simpelthen ikke holde til, vurderer hun efter syv år i mere eller mindre konstant fertilitetsbehandling.

- Vi er et sted nu, hvor det simpelthen er for hårdt. Jeg tror, der er grænser for, hvor mange nederlag, man kan klare, tilføjer hun.

Michael og Joan på den røde løber. Foto: Mogens Flindt
Michael og Joan på den røde løber. Foto: Mogens Flindt
 

Kæresten Michael har dårlig sædkvalitet, men det burde ikke gøre den store forskel. Selv har Joan ingen sygdomme, der kan forklare, hvorfor parret ikke har haft held til at blive forældre.

Men torsdag kom så meldingen på seneste - og indtil videre sidste - forsøg: Ikke gravid.

Joan Divine lægger ikke skjul på, at det især er hende, der har været hårdt mærket af parrets kamp, da hun har måttet tage hormoner og taget syv-otte kilo på. Senest måtte hun være sengeliggende med seks kilos væske i kroppen forud for blodprøven i sidste uge.

Samtidig arbejder Michael Olesen meget - også i udlandet - og hans kæreste har derfor måttet tage til mange aftaler alene. Han har hele tiden understreget, at det er hendes beslutning, hvornår de skal holde inde med behandlingerne.

- Det er som at køre i rutschebane. Man håber og håber, når man går i gang, og når der så kommer negativt svar, ryger man ned i et stort hul, fortæller hun.

Se også: 'Vild med dans'-vindere i biluheld i Spanien

Nyt fokus
Med drømmen om et barn opgivet for en stund vil Joan Divine forsøge at fokusere på andre ting i tilværelsen, men det er svært.

I første omgang holder hun og kæresten ferie i New York.

- Vi har hele tiden haft det her projekt - lige siden vi lærte hinanden at kende. Så nu skal vi have noget nyt at fokusere på og noget nyt, der kan give mening i livet, konstaterer hun.

Før var Joan Divine selv foran kameraet, men i dag er det hende, der hjælper med at instruere Side 9-pigerne på photoshoot. Foto: Tariq Mikkel Khan
Før var Joan Divine selv foran kameraet, men i dag er det hende, der hjælper med at instruere Side 9-pigerne på photoshoot. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Joan Divine arbejder ikke længere som model, men står i dag bag kameraet som fotograf. Derudover har hun sin egen kosmetolog-klinik.

- Jeg er blevet for gammel til modelarbejde. Jeg var måske fortsat, hvis min krop ikke var blevet så ødelagt af alle de hormoner. Det har været svært at sige farvel til, fordi det var en så stor del af mig, erkender hun.

På sin blog understreger Joan Divine, at hun ikke ønsker gode råd, da hun allerede har forsøgt det hele. Alligevel er det vigtigt for hende at være ærlig om parrets hårde kamp.

- Jeg tror, det er vigtigt at melde ud, hvor man står, så folk ikke hele tiden spørger, om vi skal have børn. Det giver mig en form for ro, slår hun fast.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere