Opgør, mode og milliarder: Ecco-prins abdicerer

69-årige Dieter Kaprzak træder ud af den fodformede sko-succes Ecco for at nyde sit otium og sin kærlighed til golf

Dieter Kasprzak har viet sit liv til Ecco, som nu ligger i administrerende direktør Steen Borgholms hænder. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dieter Kasprzak har viet sit liv til Ecco, som nu ligger i administrerende direktør Steen Borgholms hænder. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Dieter Kasprzak endte ikke med at blive i Ecco, indtil han er 100 år gammel, som han ellers selv har proklameret flere gange før.

Faktisk nåede han ikke engang at blive 70, men 69 er også en pæn alder at forlade tronen i én gang for alle.

Særligt når man tager i betragtning, at han som spirende skodesigner ankom til Ecco for over 40 år siden og i løbet af sin karriere nåede at stryge helt til tops som administrerende direktør og undervejs gifte sig med koncernens stifter, Karl Toosbuys, datter, Hanni.

I dag er Dieter Kasprzak formelt pensioneret. 

Overladt til familielivet og sin passion for golf, efter han tidligere i juli udtrådte fra sine sidste poster, blandt andet i bestyrelsen i Eccos investeringsselskab, Ecco Holding.

Med 96 procent af stemmerne i ECCO-sko bestemmer Hanni Kasprzak over skoimperiet, det blev stiftet af hendes far i 1963. Foto: Ridehesten.dk Kendte ECCO-mor har magten: Sådan bruger familien skomillionerne

Fra hovedkontoret i sønderjyske Bredebro bekræfter ECCO pensionen, der allerede tog form i 2017, hvor Steen Borgholm tog over som administrerende direktør i driftsselskabet ECCO Sko.

Tyskfødte Dieter Kasprzak blev headhuntet af Karl Toosbuy i 1979 på grund af hans evner indenfor skodesign, og i en periode arbejdede han som freelancer, før han i 1991 for alvor steg i rang og blev udnævnt som udviklingsdirektør.

Derefter tog karrieren fart.

Den kulminerede i 2004, hvor han blev udnævnt som administrerende direktør i kølvandet på Karl Toosbuys død efter at have vippet konkurrenterne af pinden.

Med et blik for æstetik og inspireret af italiensk mode omformede Dieter Kasprzak Ecco fra en støvet virksomhed, der lavede få, fodformede modeller med fokus på komfort, til en moderigtig og international skokoncern, der i dag også har stiletter med tårnhøje hæle og golfsko til businessmanden som en fast del af varesortimentet.

I alt nåede Dieter Kasprzak at sidde i direktørstolen i mere end 20 år.

En tidligere Ecco-topchef og konkurrent til direktør-posten roser Dieter Kasprzak for hans kombinerede forståelse for design og forretning.

- Han var kunstner på sit eget område, men havde også en kæmpe kommerciel forståelse og havde succes med at operere i et forum som svigersøn og med Karl Toosbuy som svigerfar, siger han.

Igennem sin lange karriere i Ecco har han måttet tage mange kampe med sin dominerende svigerfar.

Hen mod slutningen af karrieren droppede han karriereræset og overlod den administrerende rolle til Steen Borgholm for at fokusere på sin passion for design.

I sine år som administrerende direktør har Dieter Kasprzak medvirket til mere end en fordobling af omsætningen, som i seneste regnskab talte 5,4 milliarder kroner, og øget overskuddet mangefold, så det i 2019 udgjorde 935,8 millioner kroner før skat.