På sygedagpenge under 'Den store bagedyst'

Louise Jensen, der røg ud af kagekonkurrencen i sidste uge, var sygemeldt fra sit job under optagelserne til tv-programmet

Se de fem største Bagedyst-skandaler her. Video / Redigering: DR / Signe Skov

Hænderne ryster, sveden springer frem på panden, og deltagerne løber panisk rundt for at få deres kager i 'Den store bagedyst' til at være helt perfekte og falde i dommernes smag.

De bager, som gjaldt det liv og død, og gennem de seneste års hæsblæsende bageri for rullende kameraer har vi set deltagere bryde grædende sammen, når en mousse er løbet og en kage klasket sammen.

- Vi har alle været sindssygt presset. Når man kommer derud, hvor man bliver rigtig presset, lærer man rigtig meget om sig selv. Så kan man lidt mere, end man regnede med, har Louise Jensen tidligere sagt i et interview med Ritzau. Foto: DR
- Vi har alle været sindssygt presset. Når man kommer derud, hvor man bliver rigtig presset, lærer man rigtig meget om sig selv. Så kan man lidt mere, end man regnede med, har Louise Jensen tidligere sagt i et interview med Ritzau. Foto: DR

Det er ikke for tøsedrenge at være med i 'Den store bagedyst', der udfordrer deltagerne både fysisk og psykisk i de uger, konkurrencen står på.

Alligevel føler Louise Jensen, der måtte lægge forklædet i sidste uges afsnit af kagedysten, at det har været afstressende for hende at medvirke i tv-programmet.

Danske kendte - 16. nov. 2019 - kl. 21:07 Smidt ud af Bagedysten: Det har hjulpet mig

Under forårets optagelser på Clausholm Slot var hun sygemeldt med stress. Det bekræfter hun i en sms til Ekstra Bladet.

'Det er rigtigt, at jeg har været sygemeldt i foråret - herunder i den periode hvor 'Den store bagedyst' blev optaget. Det er en sygemelding som har bundet i stress på mit daværende arbejde. Af professionelle er jeg blevet rådgivet til ’at gøre noget, som for mig var afstressende’, og det har det været for mig at deltage i bagedysten', skriver hun blandt andet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var Louise Jensen, der er uddannet tandlæge, på sygedagpenge, mens optagelserne var i gang til det populære DR-program.

'Det er også rigtigt, at jeg har været på sygedagpenge under min sygemelding. Min deltagelse i bagedysten er ikke noget, jeg har holdt hemmeligt i den forbindelse. De sygedagpenge, jeg har modtaget, er udelukkende fra en privattegnet forsikring', skriver hun.

Med sine blot 17 år er Mia sæsonens yngste deltager i 'Den store bagedyst'. Foto: DR Danske kendte - 16. nov. 2019 - kl. 19:19 Mia fra 'Bagedysten': Deltagelsen fik store konsekvenser

Den hektiske bagning ser ud til at have haft en god virkning på Louise Jensen, der melder, at hun har det meget bedre nu.

'I dag er jeg heldigvis ovenpå igen og er startet på et nyt dejligt arbejde', skriver hun.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Bageredaktør vidste intet

Det er ikke et arbejde at være med i 'Den store bagedyst'. Derfor får deltagerne heller ikke løn for deres medvirken i programmet. Det fortæller programmets redaktør, Søren Olsen.

- Det, vi siger til deltagerne, er, at de ikke får honorar for deres deltagelse i programmet, men de får dækket deres udgifter til blandt andet materialer, hotel og transport, siger han og fortsætter.

- Vi ser deltagelsen som en hobby eller som en fritidsaktivitet. Hvordan de agerer i forhold til at have tid til optagelserne, blander vi os ikke i.

Deltagerne sveder i 'Den store bagedyst', og det må de leve med, lyder det fra DR, der ser varmen som en del af konkurrencen. Foto: DR Film, tv & radio - 9. nov. 2019 - kl. 21:29 Har du også undret dig? Derfor sveder alle i 'Den Store Bagedyst'

Søren Olsen fortæller, at DR naturligvis spørger ind til, om de kommende deltagere i programmet er rustet til at klare strabadserne.

- Vi spørger selvfølgelig til, om det hænger sammen for dem at deltage - også i forhold til deres arbejde og deres familie. Vi spørger til, om de har børn eller ondt ryggen og sådan noget, siger han.

Ifølge Søren Olsen vidste han ikke, at Louise Jensen var sygemeldt med stress fra sit arbejde under forårets optagelser.

- Nej, det var jeg ikke bekendt med, siger han.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Advokat: - Det er ikke sort og hvidt

Hvad og hvor meget man må foretage sig, når man er sygemeldt fra sit job, er altid en vurdering fra sag til sag. Det fortæller Mathias Staugaard Nielsen, der er advokat i fagforeningen Krifa.

- Først og fremmest gælder det jo om for den sygemeldte at få det bedre så hurtigt som muligt, så personen kan komme tilbage på arbejde. Hvad det så indebærer, er forskelligt fra situation til situation, siger han.

Det er dog altid vigtigt at have sin læge med på råd i sådanne situationer, da den lægefaglige vurdering vægter tungt.

- En læge kan i princippet godt skønne, at en sygemeldt har bedre af at rejse til Caribien end at opholde sig herhjemme i novembermørket. Det kan en arbejdsgiver godt rive sig i håret over, men hvis lægen vurderer, at det er bedst, må arbejdsgiveren oftest rette sig efter det, siger Mathias Satugaard Nielsen og fortsætter.

- Der er jo stor forskel på, hvad man er sygemeldt med. Er det et brækket ben eller stress forårsaget af arbejdsgiveren. Kan man arbejde lidt eller slet ikke. Med sådanne sager er det ikke sort og hvidt, fastslår han.