Peter Asschenfeldt er flyttet til Sydhavnen

Den tidligere bogkonge Peter Asschenfeldt er i foråret flyttet fra Kongens Nytorv til stor lejlighed i Sydhavnen

Peter Asschenfeldt sammen med sin datter Victoria, som han fik sammen med Maria Hirse. Foto: Jonas Olufson
Peter Asschenfeldt sammen med sin datter Victoria, som han fik sammen med Maria Hirse. Foto: Jonas Olufson

Den flamboyante rigmand Peter Asschenfeldt har fået noget længere hen til sit elskede Cafe Victor.

For efter at have boet mere end tyve år ved Kongens Nytorv i København, som det fashionable kendissted ligger fem minutter fra, flyttede den 62-årige erhvervsmand i foråret ind i en lejlighed i Sydhavnen.

Det bekræfter den ellers så pressesky erhvervsmand over for Ekstra Bladet.

- Efter jeg har boet i over 23 år lige ved Kongens Nytorv, så synes jeg det var på tide at få mere frisk luft og mere lys i en helt ny bolig med altaner og terrasser uden biler og larm – og hvor der er udsigt over vand og Islands Brygge og Københavns Havn. Derfor har jeg i Engholmene købt en Penthouse lejlighed til mig selv i 2 etager  – her har jeg lyst til at blive ældre -  samt en ekstra lejlighed som min datter på sigt måske vil flytte ind i, skriver han i en mail.

Se også: 'Paradise'-vinder og kendt rigmand lukker firma efter underskud

Selvom Asschenfeldt ikke længere er god for flere hundrede millioner kroner grundet nogle store tab på udenlandske ejendomme, så har han stadig råd til at købe dyre lejligheder.

I hvert fald afslører tinglysningen, at hele herligheden på 262 kvadratmeter kostede 13,6 millioner kroner. Især udsigten har haft betydning for prisen.

- Jeg var glad for at bo lige ved Det Kongelige Teater og Amalienborg – men udsigten over Københavns havn synes jeg er helt fuldstændigt fantastisk. Så jeg trives og er glad.

Skærm

Mest læste i flash!