Peter Falktoft rasende: Håber på juridiske konsekvenser

Tv- og radioværten er frustreret over at opleve, at han nu ufrivilligt bliver brugt som reklamesøjle for udskældt firma

Peter Falktoft tager juridiske skridt for at blive fjernet som reklamesøjle for tandblegningsfirmaet SmileBright. Foto: Jonas Olufson
Peter Falktoft tager juridiske skridt for at blive fjernet som reklamesøjle for tandblegningsfirmaet SmileBright. Foto: Jonas Olufson

At man kan få hvidere tænder på blot ti minutter, uden at tænder og tandkød tager skade, det er, hvad tandblegningsfirmaet SmileBright lover.

Se også: Falktoft færdig: Trækker sig fra reklame

Men det er langtfra den hele sandhed.

Tilbage i september kunne DR-programmet 'Kontant' nemlig afsløre, at tandblegningsproduktet SmileBright, som blandt andre kendisser som Peter Falktoft, Geggo fra 'Familien fra Bryggen' og influencer Annemette Voss har reklameret for på sociale medier, kan være skadeligt for tænder og tandkød. Ifølge dr.dk indeholder produktet 75 gange den tilladte mængde ren brintoverilte i håndkøbsprodukter, som kan give alvorlige ætsninger på tænder og tandkød.

Den afsløring fik flere af de kendte danskere, der har reklameret for produktet, til at trække deres reklamer for SmileBright tilbage med øjeblikkelig virkning. En af dem var blandt andre Peter Falktoft.

Se også: Falktofts blegning kan skade tænderne

Han meldte klart ud, at de nye oplysninger ikke var noget, han var bekendt med, og at han derfor havde bedt firmaet fjerne samtlige annoncer, hvor han indgik. Men her, godt et par uger efter afsløringen, florerer tv- og radioværten stadig som reklamesøjle for firmaet.

'Vi bad som bekendt straks om at få fjernet alt indhold, hvori jeg indgår, da vi blev bekendt med anklagerne mod firmaet, ligesom vi forlangte en redegørelse fra firmaet og mediebureauet som stod for aftalen. Den er stadig ikke landet hos mig. Derimod er firmaet nu begyndt at bruge mig i annoncer igen, hvilket sker uden nogen form for samtykke. Dette er ikke i orden. Vi har bedt mediebureauet om at fjerne annoncer, men dette er ikke sket. Ligesom vi har bedt selve firmaet om det. Dette er heller ikke sket', skriver en tydeligt frustreret Peter Falktoft på Facebook.

Således ser noget af reklamen ud, som Peter Falktoft medvirker i, som eftersigende stadig florerer på de sociale medier. Foto: SmileBright
Således ser noget af reklamen ud, som Peter Falktoft medvirker i, som eftersigende stadig florerer på de sociale medier. Foto: SmileBright
 

Han har ikke tænkt sig at give op uden kamp, og derfor har han taget andre midler i brug i håb om at stoppe brugen af de annoncer, hvor han optræder.

'Det her er en speget sag, jeg gerne ville have været foruden, og som jeg ikke havde forudset overhovedet. Mig og mit hold har hele tiden forsøgt at opføre os professionelt, da annoncer er en integreret del af vores forretningsmodel, men situationen er ganske enkelt så alvorlig, at vi har valgt at tage juridiske skridt for at slippe ud af dette cirkus', skriver han videre.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra SmileBright, som ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.

Skærm

Mest læste i flash!