Peter Mygind har mistet sin far

Peter Myginds far, Søren Mygind, er død 86 år gammel, fortæller skuespilleren

Peter Mygind har mistet sin far. Foto: Jonas Olufson
Peter Mygind har mistet sin far. Foto: Jonas Olufson

Stor sorg har ramt skuespiller Peter Mygind, som har mistet sin far, Søren Mygind, der er død, 86 år gammel.

Det fortæller den kendte skuespiller i et opslag på Instagram, hvor han har delt et billede af sin far, som den seneste tid har været indlagt på Rigshospitalet.

- Farvel far. Du har elsket livet. Du har været en kæmpe inspiration. Elsker dig, skriver Peter Mygind i en tekst til billedet.

Den 56-årige skuespiller fortalte i sidste uge til Ekstra Bladet, at hans far var blevet hasteopereret for en udposning på hovedpulsåren.

- Det har været meget dramatisk, og han har gennemgået en stor operation. Jeg er derude hver dag og læser for ham og holder ham med selskab.

- Jeg holder ham i hånden hver dag, og så er hans hustru, Anne Marie, så fantastisk til at passe på ham. Hun har passet på ham på en fantastisk måde, og hun er grunden til, at han er blevet så gammel, fortalte Peter Mygind til Ekstra Bladet.

Se også: Mygind i stor sorg: Far indlagt med alvorlig sygdom

Hans sidste ord
Men natten til mandag gik det den forkerte vej. Det fortæller han til Ekstra Bladet.

- Han fik en operation, men når man er 86 år, er der organer, der skal følge med, og det kunne de ikke, fortæller Peter Mygind.

Skuespilleren Peter Mygind med sin far Søren Mygind  på et billede fra 2001. Foto: Klavs Bo Christensen/Ritzau Scanpix
Skuespilleren Peter Mygind med sin far Søren Mygind på et billede fra 2001. Foto: Klavs Bo Christensen/Ritzau Scanpix

Han er selvfølgelig tydeligt påvirket af tabet, men han fortæller samtidig, at han dårligt kunne have ønsket sig en bedre afslutning for sin far.

- Vi har haft den smukkeste uge, vi kunne forestille os. Han har været ved bevidsthed, snakket og haft besøg af sine nærmeste. Så sent som i går aftes, spurgte jeg, hvad han ville drikke, og han svarede the. Jeg sagde, at jeg hellere ville have en øl, og det ville han egentlig også. Så klokken 22 i går aftes drak jeg en øl med min far. Klokken halv tre gik det den forkerte vej, og klokken halv fem i morges skete det så, siger Peter Mygind og tilføjer:

- Hans sidste sætning var 'det var sgu dejligt'. Jeg har en far, der har levet og elsket livet. Jeg er dybt taknemmelig for, at hans hustru Anne Marie har været der i 30 år for ham. Hun har været enestående, og det har været rart at vide, at der har været en livsledsager, der har passet på min far. En kvinde der passer på den, man elsker.

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Stor ros
Han roser samtidig personalet for Rigshospitalet for deres professionelle og meget empatiske behandling i hans fars sidste tid.

- Jeg er så benovet over dem. Det har været rørende, siger han.

Selvom dødsfaldet skete i kølvandet på en operation, så fortryder han ikke, at man sagde ja til den.

- Det var en operation, vi alle sagde ja til, for måske ville han få en tur til sit sommerhus mere til sommer. Operationen gjorde også, at vi fik en ekstra tid at holde ham i hånden.

Søren Mygind har i mange år arbejdet som forretningsmand i plastikindustrien.

Han var tidligere gift med Peter Myginds mor, skuespiller og teaterleder Jytte Abildstrøm. De blev skilt, da Peter Mygind var otte år.

1 af 2 Peter Mygind har mistet sin far. Foto: Stine Tidsvilde
2 af 2 Peter Mygind har mistet sin far. Foto: Jonas Olufson