Phillip Faber slutter med en opsang

Klaverbokseren, der sang Danmark gennem coronaen, siger tak for denne gang

Phillip Faber har de seneste måneder sunget og spillet for danskerne hver morgen. Foto: DR
Phillip Faber har de seneste måneder sunget og spillet for danskerne hver morgen. Foto: DR

Phillip Faber har sunget og spillet danskerne gennem første fase af coronakrisen de seneste måneder, men nu er det slut.

På Instagram siger han farvel og tak for denne gang med en klar opfordring/opsang til de sangglade danskere.

'Husk at blive ved med at synge for jeres børn, med jeres familier og dem, I har kær, når vi kommer ud på den anden side. Det har været en stor fornøjelse. Tak for sangen!', lyder det fra Faber, der har været fast samlingspunkt om morgenen og fredag aften, når han sammen med Mads Steffensen har præsenteret danskerne for deres fælles sangskat.

Makkerparret Mads Steffensen og Phillip Faber har fjollet sig ind i danskernes hjerter. Foto: DR
Makkerparret Mads Steffensen og Phillip Faber har fjollet sig ind i danskernes hjerter. Foto: DR

I sit opslag fortæller han, at det har været en overvældende oplevelse at synge danskerne gennem en tid uden fortilfælde.

'I dag sender vi morgensang på DR1 for sidste gang i denne omgang. I præcis 100 programmer har dette været min udsigt, og det har været så overvældende at mærke, at vi har kunnet stå sammen i sangen i denne ubehagelige tid', skriver han som ledsagende tekst til et billede af sit flygel.

Fællessang uden Faber
I aften er der endnu engang mulighed for at synge gamle, danske sange, når  'Fællessang - sankthans' bliver sendt på DR1 klokken 20, hvorefter der er båltale ved Peter Mygind klokken 21.15.

Det bliver dog uden Phillip Faber, der samme aften spiller koncert i Aalborg og derfor ikke kan være med.

I stedet bliver det Mathias Hammer, der til daglig er vært på P2, som sidder foran tangenterne i Koncerthuset, hvor han får besøg af syngende gæster som Dorthe Gerlach, Silas Holst og Julie Steincke samt DR Juniorkoret.