Pia og Mette til dansk top-fest

For fjerde år i streg var Jyske Bank Boxen i Herning værter for Dansk Top Awards. Blandt mange gæster var både Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen

Blandt gæsterne var Mette Frederiksen, der hurtig var i lommen og hente i rød rose, da hun stødte på en mulig vælger. Foto: Ernst van Norde
Blandt gæsterne var Mette Frederiksen, der hurtig var i lommen og hente i rød rose, da hun stødte på en mulig vælger. Foto: Ernst van Norde

Det er ikke mange måneder siden, at Jyske Bank Boxen var værter, da Danmarks drenge spillede sig til en VM guldmedalje under et brag af en fest i Herning.

Lørdag aften gjaldt det for fjerde år i streg Dansk Top Awards, hvor 6300 billetter havde udsolgt Boksen.

Blandt gæsterne var blandt andet politikerne Mette Frederiksen og Pia Kjærsgaard kommet til fest - men også autografjægeren Lise Christiansen og hendes mand Bjarne Christiansen.

'Jeg har fået så mange gode'
Lise Christiansen stod for enden af den røde løber, som dog i aftenens anledning var guld. Med sin lille notesbog i hånden, en kuglepen klar og et smil på læben stod hun klar til at tage imod alle kendisserne, efter de var kommet forbi fotografernes mange blitz.

Ingen - og absolut ingen - kom forbi Lise, uden at sætte en hilsen i hendes bog.

- Jeg fik Hansi. Ham er jeg meget stolt af, siger Lise glad, lige inden hun strækker armen frem og fanger Dario Campeotto.

Lise Christiansen havde fået billetten til Awards showet af sin mand Bjarne i julegave. Foto: Ernst van Norde
Lise Christiansen havde fået billetten til Awards showet af sin mand Bjarne i julegave. Foto: Ernst van Norde
 

- Jeg er ikke bange for at spørge, om de vil sætte en hilsen - tværtimod. Faktisk startede det, da min datter var helt lille. Hun begyndte at spille håndbold, og vi tog til håndboldkampe for at se de proffesionelle. Her jeg begyndte at få autografer til hende fra alle spillerne.

Et par meter bag Lise står ægtemanden gennem snart 50 år. Han synes, at konens opførsel er en smule pinlig.

- Det er jo sådan noget, som små piger gør, siger Bjarne Christiansen, mens han kigger på konen, der nu har fanget Allan Mortensen.

- Når vi er til håndboldkampe, er det jo helt galt. Så render hun rundt en halv time bagefter for at få autografer. Her i år til VM, var vi inde og se de danske herre spille tre gange. Sikke et show bagefter, griner han.


For et år siden fik Lise stjålet en autograf bog, hvor hun blandt andet havde bokseren Brian Nielsen. I aften er hun på jagt efter både nye og gamle autografer. Her er hun sammen med Allan Mortensen. Foto: Ernst van Norde
For et år siden fik Lise stjålet en autograf bog, hvor hun blandt andet havde bokseren Brian Nielsen. I aften er hun på jagt efter både nye og gamle autografer. Her er hun sammen med Allan Mortensen. Foto: Ernst van Norde

Blandt artisterne og andre VIP's på den røde løber, kom også Mette Frederiksen gående. Heller ikke socialdemokraten, kom forbi Lise uden at skulle sætte en krusedulle i notesbogen. I aften gav det dog mere end blot en autograf.

- Jeg spurgte, om hun ingen roser havde med i dag, og så stak hun hånden i lommen, og gav mig den her, siger Lise, mens hun stolt viser den hæklede, røde rose på brystet.

Med et smil på læben og stadig i baggrunden kommer ægtemanden med en lille kommentar.

- Ja, den kunne hun måske have sparet, for vi har alligevel aldrig stemt andet i 50 år, og kommer heller ikke til at gøre det.

'Dejligt med en friaften'
Pia Kjærsgaard har den seneste uge været ekstra meget i fokus. I aften havde hun taget sin mand med til fest, og det skulle ikke handle om babyer.

- Det har været en meget hektisk uge, og jeg glæder mig meget til en friaften. Vi har spist på Jelling Kro på vej herover, og det har været en fantastisk tur. Det er jo forår udenfor, fortæller Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet.

Om Pia Kjærsgaard er fan af dansk top, er svaret klart.

- Jeg synes, at vi har nogle fantastiske kunstnere, og jeg nyder at høre musikken. Det er altid så optimistisk og bringer godt humør med sig. Jeg kommer da helt sikkert til at synge med på nogen af sangene derinde.

Pia Kjærsgaard holdt fri-aften sammen med manden Henrik Thorup. Foto: Ernst van Norde
Pia Kjærsgaard holdt fri-aften sammen med manden Henrik Thorup. Foto: Ernst van Norde

I år er award-showet i Herning udsolgt med 6300 billetter solgt. Sidste år var tallet ikke helt så højt - helt præcist blev der solgt 4500. Hvis man spørger arrangørerne, er det nok topnavnet Hansi Hinterseer, der gør forskellen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Med farmor til Hansi koncert

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Marie Louise Jensen havde taget sin farmor, Magrethe Hansen, med til Dansktop Prisen. Selvom de glæder sig til hele showet, er der især en, som er årsagen til de har taget turen til Herning i aften.

- Min farmor hører Hansi Hinterseer i bilen hele tiden. Og faktisk er det julemusik året rundt, siger Marie Louise med et smil.

Magrethe Hansen fik billetten til showet i 75 års fødselsdagsgave her den 12. marts af hendes børn og børnebørn. Hun har været Hansi Hinterseer fan i mange, mange år.

- Jeg var til min første koncert i 1997. Jeg er helt vildt med ham - og han ser brand godt ud, fortæller hun glad Ekstra Bladet.

- Så er det godt, at yndlingsbarnebarnet her træder til og tager med, griner Marie Louise, der måske ikke deler helt samme musiksmag som farmor. 

21 år og mega Hansi-fan

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Sofia Hyrd-Hansen på 21 år har været Hansi Hinterseer-fan i ti år, og i aften har hun taget sin mor med til award-showet.

- Selvom jeg ikke er særlig god til tysk, kan jeg synge med på 90 procent af hans sange, griner Sofia.

- I aften er det min tredje koncert med ham, og jeg glæder mig helt vildt.

Faktisk var det Sofia, som fik mor Rannva Mohr med på musikken.

- Jeg hørte det sammen med min farmor, og lige siden har jeg elsket ham, siger Sofia, der måske lidt atypisk har spillet tysk slagermusik på fuld skrue hjemme på teenagerværelset.

Hepper på mor
Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Thomas Kjærran havde taget sin kæreste Mathilde Rose Bents med til award-showet af en helt særlig grund.

- Min mor Yvonne Jeanette Thøgersen skal spille i aften. Jeg glæder mig helt vildt til at se hende, men jeg er også spændt og nervøs på hendes vegne. Det er jo rigtig mange mennesker at spille for, siger en spændt og stolt søn til Ekstra Bladet.

- Jeg er vokset op med dansk top musik, men det er min første gang, jeg er med til sådan et show. Derfor glæder jeg mig også til at se alle de andre, jeg har hørt så mange gange før.

Ægteparret der elsker dansk top

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

Bente og Tony Thomsen hører mest dansk top, når de kører i bilen eller går rundt derhjemme. At gå til awards shows er ikke noget, de sådan tidligere har gjort. Derfor var det også en glædelig overraskelse, da datteren kom hjem fra Kina med en dejlig gave.

- Hun skulle bare hjem ferie, og så havde hun billetter med til i aften som en overraskelse. Det var super skønt, og vi har glædet os rigtig meget, siger ægteparret da Ekstra Bladet møder dem i indgangshallen.