Popstars-sangerinde faldt om til nytårsfest: Jeg blev forgiftet af narko

Den tidligere Popstars- og MGP-sangerinde modtog en drink, hvor der var hældt stoffer i, skriver hun på Facebook

Popstars-deltager Sandra-Monique fik en frygtelig nytårsaften. Foto: Mogens Flindt
Popstars-deltager Sandra-Monique fik en frygtelig nytårsaften. Foto: Mogens Flindt

En sjov nytårsfest fik en katastrofal afslutning for den tidligere Popstars-deltager Sandra Monique.

Det skriver sangerinden på sin Facebook- og sin Instagram-profil, som er offentlig tilgængelig, hvor hun har vedhæftet et billede af sig selv i hospitalssengen.

Ifølge sangerinden skulle hun i løbet af den festlige aftenen have modtaget en drink, hvor der var hældt stoffer i.

- Jeg falder om til en nytårs fest hvor aftenen ellers har været rigtig god. Bliver hentet af en ambulance og kørt på Hvidovre, skriver sangerinden.

I opslaget skriver hun selv, at hun er blevet testet positiv for 14 forskellige stoffer blandt andet MDMA, kokain og amfetamin.

- Mine organer lukkede ned og min krop krampede med 5 minutters mellemrum i 6 timer. jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet at dette skulle ske for mig. Jeg er en glad pige, der aldrig har rørt stoffer før - det ligger så fjernt fra mig, så at vågne i sådan et chok med 10 læger omkring dig hvor du bare har lyst til at skrige, men ikke kan - fordi din krop siger fra, skriver den rystede pige.

Meget chokeret
Sandra Monique er meget chokeret over episoden, og hun opfordrer sine følgere til at dele opslaget, så hun kan advare andre piger, der kunne risikere at komme ud for det samme.

- Det er noget jeg ikke ønsker skal se for min værste fjende. PAS PÅ JERES DRINKS, NÅR I DRIKKER. Det her MÅ IKKE ske, skriver hun afsluttende.

Den 20-årige Sandra Monique blev kendt, da hun i 2008 deltog i børnenes MGP, hvor hun blev nummer to. Siden har hun deltaget i Kanal 5's program 'Popstars'.

Ekstra Bladet har forsøgt at komme i kontakt med Sandra Monique og hendes mor, Donna, der fungerer som hendes manager, for at få en kommentar til opslaget. Dette har ikke været muligt.

 

  Sandra Monique viser rundt i Popstarshuset tilbage i 2008. (Video Mogens Flindt)