Populær DR-vært stopper

Mikkel Hybel Fønsskov stopper som vært på 'Aftenshowet'

Mikkel Hybel Fønsskov har været vært på 'Aftenshowet' i fem år. Her ses han med sin kæreste, landskabsarkitekten Andreas. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Mikkel Hybel Fønsskov har været vært på 'Aftenshowet' i fem år. Her ses han med sin kæreste, landskabsarkitekten Andreas. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

'Aftenshowet' er blevet en mand fattigere.

Den populære vært Mikkel Hybel Fønsskov skriver nu på Facebook, at han har valgt at vinke endegyldigt farvel til programmet efter at have stået i spidsen for det de sidste fem år.

Han giver ikke nogen begrundelse for sin afgang, men gør det klart, at der er tid til at søge 'nye eventyr'.

'Nu har jeg for første gang i mange år et åndehul med masser af ferie og sabbat. Noget af tiden skal bruges på mine universitetsstudier på SDU, og ellers ser jeg, hvad der sker. Måske bliver det noget med bøger og litteratur, kultur eller noget helt fjerde', lyder det blandt andet fra ham.

Rost til skyerne
I sit opslag gør Mikkel Hybel Fønsskov det desuden klart, at han er stolt over, at 'Aftenshowet' har formået at opnå en seks procent stigning i seertal de seneste 18 måneder - på trods af et generelt faldende forbrug af tv.

Skal man tro kommentarerne under hans opslag, har han da også noget at være stolt over.

'Du vil blive savnet som vært. God vind med hvad end fremtiden bringer', lyder det blandt andet fra den konservative politiker Mai Mercado.

'Super godt gået, Mikkel', skriver Thomas Holm Jørgensen.

Selv har hovedpersonen også kun rosende ord tilovers for sine nu tidligere kollegaer.

'Jeg kommer til at savne alle mine kompetente, engagerede, søde og dybt professionelle kolleger. Det har været nogle kanonsjove år både i DR og i det private produktionsmiljø', skriver han.

Mikkel er opvokset i Svendborg og er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Han startede sin karriere på TV2 Nord, før han skiftede til TV2 Vejret. Først i 2012 startede han på DR.

Mest læste i flash!