Prins Henriks død sendte byggefirma på overarbejde

Da nyheden om prins Henriks død ramte landet, fik byggefirmaet CG Jensen travlt med at færdiggøre brostens-belægningen på pladsen foran Christiansborg Slotskirke

Danskere siger farvel til Prins Henrik i Christiansborg Slotskirke. Video: Jakob Jørgensen

Det er ikke kun blandt de pårørende i kongefamilien og i de danske medier, at prins Henriks død har fyldt meget den sidste tid.

For Michael Larsen, der er direktør i byggefirmaet CG Jensen, betød nyheden om prinsens død, at han og de ansatte i firmaet pludselig blot havde to dage til at lægge 100 kvadratmeter brosten foran Christiansborg Slotskirke.

Desuden skulle alle firmaets arbejds-skure fjernes fra området.

Onsdag morgen lød ordren fra Folketinget, at alt skulle stå trimmet og klar fredag klokken 17.

- Personligt troede jeg, at han (prins Henrik, red.) tog hjem til Fredensborg, fordi han havde fået det bedre. Så jeg var lidt overrasket, da nyheden kom, siger Michael Larsen.

Direktøren havde dog ikke lang tid til at lade 'chokket' bundfælde sig. Nu skulle der handles.

- Det er sådan en situation, hvor man ikke overvejer, om det er muligt. Det skulle bare lykkes, siger Michael Larsen.

Dobbelt så mange hænder
Folketingets pludselige ordre gav direktøren sved på panden, og det samme gælder for firmaets projektleder Rune Thomsen.

- To brolæggere kan normalt lægge 20 kvadratmeter brosten på en dag, så det krævede en ekstra indsats, siger projektlederen.

Michael Larsen tog en hurtig beslutning og fordoblede bemandingen, så der var knap 20 mand på opgaven.

Hele onsdagen og torsdagen knoklede brolæggerne i sådan en grad, at man fredag kun manglede at feje og flytte skurene.

Artiklen fortsætter under billederne...

Her arbejder brolæggerne på højtryk, efter at de onsdag morgen havde fået overleveret nyheden om prins Henriks død. Foto: Philip Davali
Her arbejder brolæggerne på højtryk, efter at de onsdag morgen havde fået overleveret nyheden om prins Henriks død. Foto: Philip Davali

Torvet foran slotskirken blev færdigt til tiden. Foto: Jonas Olufson
Torvet foran slotskirken blev færdigt til tiden. Foto: Jonas Olufson
 

Ingen madpakker
I dag kan direktøren se stolt tilbage på sine ansattes indsats.

Arbejdet stod færdigt lidt over middag fredag, og så var det eneste ubesvarede spørgsmål, hvordan indsatsen skulle fejres.

- Vi blev enige om, at når alt det her er overstået, så belejrer vi en pølsevogn og giver den gas. Så de (ansatte, red.) tager ikke madpakke med på onsdag.

Den ekstra bemanding i forbindelse med brostens-belægningen har betydet, at firmaet måtte nedprioritere andre områder ved Christiansborg.

Her har man valgt at foretage en større fornyelse af hele pladsen i forbindelse med, at man alligevel har nedgravet stålrør, der har til formål at terror-sikre området.