Protektion: Vi blander os ikke i Alexandras privatliv

For Dansk Blindesamfund er det vigtigt, aldrig at være indblandet i deres mangeårige protektors private forhold.

Grevinde Alexandra optræder oftest uden ledsager ved arrangementer hos Dansk Blindesamfund, som hun er protektor for. (Foto: Mogens Flindt)
Grevinde Alexandra optræder oftest uden ledsager ved arrangementer hos Dansk Blindesamfund, som hun er protektor for. (Foto: Mogens Flindt)

Med dagens nyhed om grevinde Alexandra og Martin Jørgensens skilsmisse følger reaktioner fra en af hendes mange protektioner.

Alexandra har i årenes løb været protektor for en hel række foreninger, heriblandt Dansk Blindesamfund, som har brugt hende som ansigt udadtil lige siden, hun stadig var prinsesse.

Se også: Grevinde Alexandra skal skilles

Hos Dansk Blindesamfund er man ikke bekendt med nyheden før Ekstra Bladet ringer, og har heller ikke lyst til at kommentere selve skilsmissen yderligere.

- Vi har ikke den slags kontakt med grevinden, der vedrører hendes privatliv eller familieforhold. Vi betragter denne nyhed som en privat sag, selvom det selvfølgelig ikke er det lige nu i kraft af hendes person, fortæller næstformand i Dansk Blindesamfund John Heilbrunn.

Kommer altid alene
Foreningen oplyser desuden, at grevinde Alexandra i reglen altid dukker op alene, når hun figurerer som protektor ved arrangementer eller åbninger. Senest i maj, hvor hun uddelte en million fra Dansk Blindesamfund til forskellige forskningsprojekter.

- Det er uhyre sjældent, grevinden ankommer med ledsager. Hverken hendes børn eller ham der fotografen (Martin Jørgensen, red.) deltager normalt i vores åbninger, receptioner eller øvrige arrangementer, siger John Heilbrunn.

Grevinde Alexandra og Martin Jørgensen går fra hinanden efter otte års ægteskab. (Foto: Jonas Olufson) Kongelige - 8. sep. 2015 - kl. 17:54 Grevinde Alexandra: Derfor skal vi skilles

Den eneste gang Martin Jørgensen har ledsaget Alexandra i forbindelse med foreningen, har været ved Dansk Blindesamfunds årlige 'mørkekoncert' med DR's pigekor tilbage i november.

Dansk Blindesamfund oplyser desuden, at deres og grevindens fremtidige samarbejde ikke forventes at blive påvirket af nyheden om skilsmissen.

Grevinde Alexandra er fortsat protektor for blandt andet Unicef Danmark, Parkinsonforeningen, Dyrefondet, Randers Regnskov og Odense Zoo. Ingen af de øvrige protektioner har umiddelbart ønsket at kommentere skilsmissen.