Radiovært blev kun 39 år: Se kollegernes smukke hyldest

Louise Hart mindes af kollegerne på Radio24syv

Kolleger og venner hylder Louise Hart på de sociale medier, efter nyheden om hendes alt for tidligere død blev offentlig kendt. Foto: Casper H. Christensen
Kolleger og venner hylder Louise Hart på de sociale medier, efter nyheden om hendes alt for tidligere død blev offentlig kendt. Foto: Casper H. Christensen

Fredag eftermiddag blev de ansatte på Radio24syv indkaldt til møde.

Her blev det fortalt, hvad mange allerede vidste: Deres kollega Louise Hart var død, bare 39 år gammel.

Kort efter gik flaget på halv på kanalens adresse på Vester Farimagsgade i København, hvor Louise Hart var en kendt vært blandt andet på programmet 'Nattevagten'.

En sidste hilsen til Louise Hart fra kollegerne fra Radio24syv. Foto: Mikael Bertelsen
En sidste hilsen til Louise Hart fra kollegerne fra Radio24syv. Foto: Mikael Bertelsen

Se også: Radio24syv-vært Louise Hart død: Blev kun 39 år

Louises uventede død blev bekræftet af Radio24syvs administrerende direktør, Jørgen Ramskov, over for Ekstra Bladet.

På de sociale medier mindes Harts kolleger hende og udtrykker deres store sorg over hendes alt for tidlige bortgang.

Blandt dem er Ekstra Bladets blogger Ditte Okman, der er vært på 'Det vi taler om' på Radio24syv.

'Louise og jeg har haft mange og meget lange samtaler siden. Om natten fra hver vores seng. På arbejdet. På skrift. Og i nærvær. Om alt det, der betyder noget. Du lovede, at jeg kunne betro mig til dig. Jeg turde ikke altid... Louise er pludselig død. Hun er væk nu. Jeg kommer til at savne hende - og er ulykkelig over, at jeg aldrig skal se hende mere. Og at jeg ikke fik mulighed for at kramme hende farvel. Det var alt, alt for tidligt. Der var mange ting, hun var i fuld gang med. Et liv', skriver Okman på Facebook.

Ditte Okman er meget påvirket af Louise Harts død. Foto: Stine Tidsvilde
Ditte Okman er meget påvirket af Louise Harts død. Foto: Stine Tidsvilde

Se også: Dansk radiovært udsat for grov chikane

Programchef på Radio24syv og forfatter Mads Brügger deler også sine tanker om Hart:

'Man ... 'man' ... jeg mener 'jeg' ... forstår det ikke helt endnu, og hver gang jeg tænker på det, går det hele i stå, og meningstabet sætter ind. For det er så uretfærdigt at Louise er gået bort, at det ikke kan være sandt. Men sandt er det. Louise var en fremragende nattevagt på Radio24syv. Om nogen mestrede hun den svære kunst det er at tale med mennesker der ikke kan, vil eller må sove. Det er vigtigt at få sagt. Det er også vigtigt at få sagt at der var en sødme ved hendes væsen som gjorde hende til et ganske særligt menneske. Sådan alfe-agtig, på en måde. En Klokkeblomst med sort hår, hvis det giver mening? Men som sagt er der ikke så meget der giver mening lige nu. Hvil i fred, Louise', skriver han i et opslag.

En af Louise Harts nærmeste kolleger Sanne Gottlieb, der også var vært på 'Nattevagten', er også rystet over tabet.

'Vi har grædt så meget siden i går. Men i dag samledes vi på Mikaels kontor. Og du skal vide, hvor vellidt du var. Hvor fint folk taler om dig, og hvor mange du har ramt med dit væsen. Louise for satan. Tak for vores samtaler. Vores grin. Tak for jeg kunne lette mit hjerte, og så blive mødt med ærlighed og rummelighed' skriver hun på Facebook og tilføjer

'Verden er et fattigere sted uden dig. No shit- det er den! Og hvis nu himlen findes, og du sidder deroppe, så ved jeg at du vil lave den til en fest. For sådan en var du.'

Sanne Gottlieb, der udover radiovært også er skuespiller og sanger, var sammen med Louise Hart så sent som i sidste uge. Foto: Jonas Olufson
Sanne Gottlieb, der udover radiovært også er skuespiller og sanger, var sammen med Louise Hart så sent som i sidste uge. Foto: Jonas Olufson

Louise Hart slog igennem som sanger som bare 23-årig. Siden fulgte flere plader og en række roller i teater og musicals. Mange vil nok især kende hende fra DR's børneprogram 'Hulter til bulter', som hun var vært på sammen med vennen Sebastian Klein.

Hart har også markeret sig som blogger, da hun i 2016 blev ramt af aggressiv brystkræft og fortalte meget ærligt om forløbet på sin blog.

Se også: Dansk sangerinde ramt af kræft

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen