Reality-babe i pinlig brøler på tv: - Det giver ingen mening

Sarah Dohn kom på dybt vand under tirsdagens parceremoni

På trods af kun at have været på skærmen i ganske kort tid har Sarah Dohn formået at gøre opmærksom på sig selv både i 'Paradise Hotel' og i levende live. Video: Lars Sejr

Der kom store grin på læberne på årets 'Paradise Hotel'-deltagere, da der tirsdag blev blændet op for årets første parceremoni.

Her blev den 18-årige deltager Sarah Dohn, der danner par med Türker, spurgt ind til, hvorvidt Türker er hendes type, og her kom hun på dybt vand.

- Sarah, er Türker din type?, spurgte vært Rikke Gøransson.

Og herfra går det galt for Sarah Dohn.

- Lidt. Jeg er ikke så meget til det udenlandske. Men han er bestemt en type, jeg ville gå efter, hvis han ikke var fra udlandet, siger hun og kan med det samme godt høre, at den kommentar nok ikke var helt velovervejet.

Sarah Dohn kommer på glatis i aftenens afsnit af 'Paradise Hotel'. Foto: Nent Group Danmark
Sarah Dohn kommer på glatis i aftenens afsnit af 'Paradise Hotel'. Foto: Nent Group Danmark
 

Se også: Dansk realitybabe deler ærligt billede: - Intet at skamme sig over

Hendes udmelding får de andre deltagere til at bryde sammen af grin, mens vært Rikke Gøransson har svært ved at finde ud af, hvad hun skal gøre af sig selv. Hun kigger derfor noget overrasket og undrende på Sarah.

- Da jeg hører Sarah sige, at hun ikke er til udlændinge, så ved jeg 100 procent, hvad hun mener. Men i stedet for at være lidt ude på et sidespor så tænker hun, at hun tager den hele vejen ud over rabatten også, siger Türker med et grin til kameraet.

 

- Det ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal tolke, siger Rikke Gøransson videre med et grin som svar på Sarah Dohns kommentar.

- Det er ikke, fordi jeg er racist, men jeg går bare normalt ikke efter udlændinge, siger Sarah Dohn i programmet, mens hun tydeligvis ikke kan holde grinet tilbage.

Sarah Dohn på den røde løber til premieren på 'Paradise Hotel'. Foto: Linda Johansen
Sarah Dohn på den røde løber til premieren på 'Paradise Hotel'. Foto: Linda Johansen
 

- Det er så sjovt at se Sarah køre ud over rabatten. Men hun er jo sjov, så det er også fucking dejligt, siger Türker, der tager hele episoden med et smil.

- Det var slet ikke sådan, jeg skulle sige det. Jeg ville have sagt, at han ikke umiddelbart er den type, jeg vil gå efter, men at han er rigtig sød og sådan noget, siger en frustreret Sarah Dohn efterfølgende til kameraet.

Se også: Lagt for had efter ufattelig tragedie: - Det chokerer mig virkelig

Var meget nervøs
Til Ekstra Bladet fortæller Sarah Dohn, at hun er ked af den måde, hun kom til at udtale sig på i øjeblikket. Hun fortæller, at det skyldtes nervøsistet.

- Det, jeg siger, kommer ud af min mund af ren nervøsitet. Rikke spørger, om Türker er min type. Det er han ikke, men jeg vil ikke såre ham. Så jeg prøver at sige, at han ikke er min type på en pæn måde, men jeg klokkede i den, fordi jeg var meget nervøs. Der kom ting ud, jeg ikke lige overvejede, og det kom mega forkert ud, for jeg får sagt, at jeg er til hvide mennesker eller et eller andet, siger hun og understreger, at det slet ikke er sådan, hun har det.

- Det er overhovedet ikke sådan. Jeg har været sammen med folk, der er fra udlandet. Men det var fordi, jeg ikke ville såre ham, men det gik helt galt.

Sarah og Türker under den uheldige episode. Foto: Nent Group Denmark
Sarah og Türker under den uheldige episode. Foto: Nent Group Denmark
 

Ifølge Sarah Dohn er hun bange for, hvilke reaktioner hun vil få i kølvandet på den uheldige kommentar, når 'Paradise Hotel' er blevet sendt.

- Jeg er lidt nervøs for det. For jeg håber ikke, at folk tror, jeg har noget imod folk fra andre lande. Det er overhovedet ikke det. Jeg håber ikke, folk misforstår det, og jeg håber, at folk kan sætte sig ind i, at det er en presset situation, jeg står i, og at det er derfor, jeg siger det. De skal ikke tro, at det er sådan, jeg har det.

- Er du pinlig over, at du er kommet til at sige sådan?

- Jeg er ikke flov over det. Jeg siger det af en grund, men det giver ingen mening. Jeg er dog glad for, at de andre gæster tog det så pænt. De syntes jo også, at det var sjovt, og Türker tog det også rigtig pænt. Men der vil altid være nogle, der får ondt i røven. Jeg håber bare, at folk ved, at det ikke var min intention.

Heldigvis kunne de grine af det bagefter. Foto: Nent Group Danmark
Heldigvis kunne de grine af det bagefter. Foto: Nent Group Danmark
 

Du kan se 'Paradise Hotel' tirsdag til torsdag fra kl. 16.00 på Viaplay og Viafree.