Realitybabe er blevet single

Nadja Hansen og den tidligere 'Robinson'-deltager 'Loco' er gået fra hinanden

Til dette års Reality Awards dukkede Nadja og 'Loco' op sammen.

'Paradise Hotel'-deltageren Nadja Hansen er atter ledig på markedet.

Det afslører hun selv på Instagram, hvor hun fortæller, at hun og den tidligere 'Robinson Ekspeditionen'-deltager Puriya 'Loco' Haidariano er gået fra hinanden.

- Som I nok godt har set, så søger jeg lejlighed, det har vakt stor forvirring hos jer, kan jeg fornemme, så lige kort og godt; det er det eneste, jeg kommer til at snakke om det, men mig og Loco er ikke længere kærester, og jeg rykker ud af vores fælles lejlighed, siger Nadja Hansen i en Instagram-story.

Her opfordrer hun samtidig sine 148.000 følgere til at give lyd, hvis de hører om en ledig lejlighed, hun kan overtage.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Nadja Hansen, der dog ikke ønsker at uddybe bruddet.

- Nej, ikke rigtig. Vi fungerede bare ikke sammen, siger hun kortfattet.

Loco og Nadja er ikke længere sammen. Foto: Jonas Olufson
Loco og Nadja er ikke længere sammen. Foto: Jonas Olufson

I sin story på Instagram ønsker hun ham dog alt godt.

- We had a good run, og jeg ønsker ham det bedste i fremtiden, siger hun.

Nadja Hansen var med i 'Paradise Hotel' i 2018-sæsonen, hvor hun var blandt finalisterne. Vinderen det år var Lenny Pihl, der tog historiske 500.000 kroner med sig hjem til Danmark.

Her blev han kærester med Nadja Hansen, og de flyttede sammen i Slagelse, inden de gik fra hinanden i februar 2019.