Realitystjerne i retten: Jeg frygtede for mit liv

Retssagen, hvor Fie Maria Krügermejers ekskæreste står tiltalt for vold, tyveri og trusler rettet mod paradisoen, finder sin afgørelse i april

Blev den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Fie Maria Krügermejer slået, truet og forsøgt kvalt af sin ekskæreste eller ej?

Det - sammen med et forhold om en stjålen telefon - var på dagsorden i Byretten i København torsdag formiddag, hvor dommeren blev mødt med to vidt forskellige forklaringer på, hvad der skete natten til 18. august sidste år.

Det ligger fast, at Fie Maria Krügermejer og ekskæresten blev uvenner efter at have festet på en pub i indre København.

Det ligger også fast, at han løftede hende op og førte hende hen til en parkeringskælder, hvor ingen kunne se dem. Men hvad der skete her, står stadig uklart. Ifølge ekskæresten var der hverken vold eller trusler. Ifølge Fie Krügermejer blev hun slået fem gange med knyttet hånd og fem gange med flad, hvorefter hun blev forsøgt kvalt.

- Jeg var ret sikker på, at han ville slå mig ihjel. Jeg kunne se det i hans øjne. Jeg græd. Et normalt menneske ville ikke blive ved, forklarede hun i retten.

Den tiltalte var uenig i den udlægning.

- Hun går derfra (pubben, red.), så jeg tager hende op og bærer hende hen til p-kælderen, hvor vi kunne være alene uden andre. Hun slog mig hele vejen og kaldte mig en psykopat og utro. Jeg blev sur og knaldede min hånd ind i muren. Hun løb derfra. Det var sidste gang, jeg så hende, sagde den tiltalte, der er beskyttet af navneforbud, i retten.

Her fortalte han, at skænderiet begyndte med, at han fandt ud af, at Fie Maria Krügermejer havde været ham utro. Det nægtede hun.

Begge erkender, at de havde indtaget alkohol under forløbet.

Afviser slag
Tiltalte erkendte, at han var i besiddelse af paradisoens telefon. Men han hævder, at det kun var tilfældet, fordi hun løb væk fra parkeringskælderen.

- Jeg kunne jo ikke kaste den tilbage i lommen på hende, forklarede han.

I parkeringskælderen skulle han ifølge anklageskriftet have truet, slået og forsøgt at kvæle realitystjernen. Eksempelvis skulle han have sagt, at han ville skære hende i småstykker og sende videoen til hendes familie. Det afviste han pure.

- Kig i mine papirer. Jeg er slet ikke sådan, sagde han i retten, hvor han også afviste at have slået hende.

- Overhovedet ikke, lød svaret på, om han havde lagt hånd på Fie Maria Krügermejer.

Realitystjernen fortalte i retten, at hun blev udsat for vold i parkeringskælderen.

- Han tog min telefon for at kigge mine beskeder igennem inde på pubben. Jeg fik den igen. Han var stikhamrende tosset, derfor valgte jeg at gå mod Vesterport Station.

- Jeg kom næsten ned til Cirkusbygningen, hvor jeg stopper op for at tænde en cigaret. Pludselig står han ved mig. Han løftede mig op og sagde 'du skal bare vente og se, hvad der sker nu'. Han bar mig med i parkeringskælderen, hvor han skubber, kvæler og slår mig. Jeg græd, forklarede hun i retten.

Fie Maria Krügermejer da hun sidste år deltog i 'Paradise Hotel'. Foto: TV3
Fie Maria Krügermejer da hun sidste år deltog i 'Paradise Hotel'. Foto: TV3

Flygtede ind i taxa
Her forklarede hun, at han 'giver mig nogle flade', hvilket i politirapporten er opgjort til fem slag med knyttet hånd og fem med flad.

- Han slog mig i ansigtet med knyttet hånd. Han tager fat i nakken på mig og siger, jeg skal samle mit lort op. Jeg siger, at jeg ikke skal nogle steder med ham, og så begyndte det forfra, forklarede hun i retten.

Her fortalte hun, at hun undervejs tog sin mobil frem, og at han der tog den fra hende.

- Det føltes som en evighed, men det varede nok to til fem minutter, anslog hun om hændelsen parkeringskælderen.

Da det lykkedes Fie Maria Krügermejer at slippe væk, sprang hun ind i den første taxa, hun kunne finde, som kørte hende hjem til en veninde på Amager. Her blev der ringet efter politiet, som senere på natten anholdte den tiltalte.

Han afviser anklagerne.

- Tiltalte afviser alle anklager, lød det fra hans advokat i retten.

Det eneste punkt, de er enige i, er, at tiltalte var i besiddelse af paradisoens telefon, som han havde taget i parkeringskælderen. Han afviste dog, at der var tale om tyveri.

- De (politiet, red.) spørger, hvorfor jeg har hendes telefon og fortæller mig, at den er stjålet. Jeg havde den kun, fordi hun smuttede derfra, sagde han.

Det var ventet, at sagen ville finde sin afgørelse i dag. Det skete ikke, da et vidne blandt andet ikke dukkede op. Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til den tiltalte. Sagen fortsætter 24. april.