Rekord-regnskab: Det spiller for Sanne

64-årige Sanne Salomonsen kan juble over stor succes i det seneste regnskabsår

Sanne Salomonsen kan roligt smile, når hun kigger på kontoen. Foto: Per Lange
Sanne Salomonsen kan roligt smile, når hun kigger på kontoen. Foto: Per Lange

Det kører for Sanne Salomonsen økonomisk set.

Sangerinden kommer ud af det seneste regnskabsår, der løb fra 1. juli 2018 til 30. juni 2019, med et pænt overskud på 1.389.602 kroner efter skat.

Det viser det netop offentliggjorte regnskab fra virksomheden Sanne Salomonsen Ltd ApS.

Overskuddet er især skabt af en markant stigning i firmaets indtjening. Regnskabsåret bød på en bruttofortjeneste på 4.726.116 kroner.

Se også: Bryllups-fiasko for Anne Linnet

Det var noget af en fremgang i forhold til året forinden, hvor 1.875.537 kroner kom i kassen.

I løbet af 2019 har 64-årige Sanne Salomonsen været på turné rundt omkring i Danmark sammen med Lis Sørensen og Anne Linnet.

Det var en stor succes for trioen, der spillede en række udsolgte koncerter og kunne stikke et pænt beløb i lommen, og det kan meget vel være her, man finder årsagen til firmaets rekordhøje indtægter i regnskabsåret.

Lønudbetaling for millioner
Sanne Salomonsen belønner sig selv efter det positive resultat. Til firmaets to ansatte – hvor den ene må formodes at være sangerinden selv – er der i regnskabsåret udbetalt lønninger for 2.912.073 kroner.

Det svarer til en månedsløn på 121.336 kroner, hvis begge ansatte har fået lige meget udbetalt. Der skal dog betales skat af det beløb.

Se også: Se billederne: Anne Linnet er blevet gift

Lønudbetalingerne er mere end fordoblede i forhold til regnskabet året forinden. Her udbetalte Sanne Salomonsen Ltd ApS 1.307.107 kroner i lønninger til de to ansatte.

Sanne Salomonsen har desuden udbetalt sig selv et udbytte på 54.000 kroner, men resten lader hun stå i firmaet, der nu råder over en egenkapital på 2.152.233 kroner.

Sanne Salomonsens manager, Henrik Seifert, oplyser til Ekstra Bladet, at sangerinden ikke ønsker at kommentere regnskaberne.